YouSee tv-kunder får ChriChriTV
YouSee vil gerne tage en mere aktiv rolle i forhold til indhold. Et af de første skridt på denne rejse er et eksklusivt samarbejde med ChriChri, der med Christiane Schaumburg-Müller i spidsen har etableret et onlineunivers og magasin, der allerede nu leverer livsstilsstof til omkring en halv million kvinder. Sammen med YouSee udvider ChriChri nu det digitale univers med ChriChriTV.
”ChriChriTV er en moderne måde at lave en ny tv-kanal på, og jeg glæder mig helt vildt til at få vores fantastiske indhold ud at leve blandt YouSees kunder og ChriChris trofaste brugere. Indholdet kommer til at læne sig op af det, man i forvejen kender fra ChriChri-universet, altså traditionelle livsstilsprogrammer, men det er vigtigt for os, at vi også tager fat i andre aspekter af livet. Seerne vil bl.a. møde 27-årige Lykke, der på grund af en kræftsygdom kun har kort tid tilbage at leve i og fra sin autocamper giver et hudløst ærligt indblik i alle de følelser, der rammer hende. Vi følger også en gruppe fantastiske mellemøstlige kvinder, der kæmper hårdt for at udfordre det traditionelle skønhedsideal og frigøre sig fra den typiske ide om muslimske kvinder i Danmark,” siger Christiane Schaumburg-Müller.
Christiane Schaumburg-Müller og teamet bag ChriChriTV er sammen med YouSee allerede i fuld gang med at producere de første programmer, som de forventer vil være klar i løbet af efteråret, og som vil kunne ses på både YouSee og ChriChris digitale platforme.
”Vi har store ambitioner, og det kræver store samarbejdspartnere. Sammen med YouSee stræber vi mod at skabe noget helt unikt, og vi vil i fællesskab producere 100 danske programmer om året, der tager aktuelle danske problemstillinger op. Og det her er jo kun den spæde start, vi har meget mere fedt indhold i støbeskeen,” siger Christiane Schaumburg-Müller.
Hos YouSee er mediedirektør Christian Morgan udelt begejstret for, at alle YouSees tv-kunder nu får adgang til et tv-univers fyldt med interessante og godt producerede programmer.
”Vi er meget passionerede omkring indhold, og det ønsker vi, at vores kunder kan mærke. YouSee vil ikke kun samle og kuratere indhold, vi vil også være med til at skabe fremtidens indhold, og det tager vi altså hul på med vores eksklusive samarbejde med ChriChriTV,” siger mediedirektøren og fremhæver, at YouSee indtil videre er på et eksperimenterende stadie, hvor fokus er på at teste nye former for indhold, formater og partnerskaber.
”Vi kommer til at arbejde meget med dansk indhold, og via ChriChriTV giver vi vores tv-kunder en række gode livsstilssprogrammer, men også velproducerede dokumentarudsendelser, der tager fat på nogle af livets vigtige spørgsmål,” siger Christian Morgan og tilføjer, at der også bliver lagt et par ekstra godter i posen til YouSees tv-kunder.
“I forbindelse med lanceringen har vi købt sæson 6 og 7 af den populære tv-serie, Suits, som jeg ved mange danskere har efterspurgt, og YouSees kunder vil have eksklusiv adgang til de nye sæsoner, før de bliver tilgængelige andre steder i Danmark. Derudover vil vores kunder som de første kunne se den helt nye amerikanske tv-serie The Bold Type, der er blevet godt modtaget i USA. Serien er inspireret af chefredaktør Joanna Coles liv, og serien giver et indblik i det vilde liv, som kvinderne bag magasinet Scarlet lever. Man følger en gruppe unge kvinder i New York, som sammen udforsker seksualitet, identitet, kærlighed og mode. Vi er begejstrede for at begge serier bliver en del af vores nye tv-univers.”
ChriChriTV og YouSee
- Alle YouSees tv-kunder kan se ChriChriTV via deres app YouSee TV & Film eller deres tv-boks
- Også ChriChris brugere vil selvfølgelig få adgang til ChriChriTV – dog vil YouSees tv-kunder få eksklusiv adgang til udvalgte programmer, før de bliver vist på ChriChris platforme.
- Tv-serierne Suits (sæson 6 og 7) samt The Bold Type (sæson 1) bliver kun tilgængelig for YouSees tv-kunder
- Det er første gang i Danmark, at et klassisk digitalt brand som ChriChri går sammen med en tv-distributør om at lave et dansk tv-univers
- Programmerne fra ChriChriTV kan streames, når det passer YouSees kunder og ChriChris brugere bedst. Da der ikke er en fast sendeflade, vil programmerne variere i længde og format.
Kilde: YouSee