YouSee tilbyder nu fuldt produktudbud på Fibias fibernet
Nu bliver der endnu mere at vælge mellem for både privatforbrugere og virksomheder på store dele af Sjælland og i Østjylland. Fra i dag kan adresser på Fibias fibernet nemlig vælge fleksible tv-løsninger fra YouSee og endnu flere erhvervsløsninger fra TDC Erhverv via Fibias fibernet. Det glæder direktør hos YouSee, Christian Morgan.
”Vores ambition er, at alle husstande får de bedste produkter og den bedste forbindelse på adressen. Derfor er det et vigtigt skridt på rejsen, at vi nu også åbner op for salg af fleksible tv-løsninger via Fibias fibernet, som giver borgere på Sjælland og i Østjylland endnu bedre mulighed for at vælge de løsninger, der passer bedst til deres behov,” siger Christian Morgan og fortsætter:
”Vi oplever, at rigtig mange forbrugere i dag ønsker at samle deres tv og internet hos den samme udbyder. Både fordi det er nemmere at have ét kontaktpunkt, ligesom de to produkter er testet og optimeret til hinanden, så man opnår den bedste oplevelse og højeste kvalitet. Fra i dag bliver det også muligt for husstande med adgang til Fibias fibernet at samle tv og internet hos YouSee og dermed opnå fordelene ved den hurtigere og mere stabile forbindelse.”
John Henriksen, direktør for TDC Erhverv, ser også frem til at kunne tilbyde endnu flere tjenester til erhvervskunderne via fibernettet.
”Det glæder mig, at vi nu åbner yderligere op for salg af vores brede portefølje af erhvervsløsninger til de danske virksomheder via Fibias fibernet. I takt med at samfundet og virksomhederne bliver mere digitale, bliver der tilsvarende et større behov for at have adgang til de bedste digitale erhvervsløsninger samt lynhurtigt, stabilt og driftssikkert internet via fiber,” siger John Henriksen.
Også i Fibia glæder man sig over aftalen.
”I Fibia udbygger vi hele tiden vores fibernet. Alene sidste år rullede vi fiber ud til yderligere 90.000 adresser, så der nu er knap 600.000 husstande på Sjælland, Lolland og Falster samt i Østjylland, der har adgang til fibernet i verdensklasse. Aftalen med YouSee og TDC Erhverv betyder, at de mange danskere nu får endnu flere valgmuligheder indenfor både internet, tv og streaming,” siger teknisk direktør i Fibia, Steen Nielsen.