YouSee: Mobilt bredbånd med 5G-hastighed samt 1 TB data til 349 kr.
YouSee kan nu tilbyde deres kunder adgang til endnu hurtigere mobilt bredbånd via 5G-netværket både hjemme og på farten.
”Vores kunder har virkelig taget 5G til sig, og vi ser en stor stigning i salget af 5G-telefoner. Derfor er vi også glade for, at vi nu kan tilbyde vores kunder et mobilt bredbåndsprodukt, som kan give dem en endnu bedre brugeroplevelse. Den mobile bredbåndsforbindelse via 5G-netværket vil ikke kun give vores kunder en hurtigere og mere fleksibel forbindelse, men samtidig også være et godt supplement til den bredbåndsforbindelse, som leveres gennem kabler i jorden,” siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee.
YouSee lover at et mobilt bredbåndsabonnement med 5G-adgang blandt andet giver mulighed for at downloade HD-film på blot et par sekunder, streame tv- og film-indhold uden forstyrrelse og dele filer helt uden forsinkelser. Derudover giver det også de mange danskere, der arbejder hjemmefra, endnu bedre muligheder for et hurtigere og stabilt internet, ligesom det for mange også kan være en oplagt og mere fleksibel løsning til sommerhuset.
Det koster det
YouSee-kunder kan få mobilt bredbånd med 5G-hastighed samt 1 TB data via YouSees største mobile bredbåndspakke. Pakken inkluderer desuden YouSee’s sikkerhedspakke samt et lånemodem (200 kr. i oprettelse). Samtidig reducerer YouSee prisen på den største pakke med mobilt bredbånd fra 399 kr. til 349 kr.
Fuld 5G i centrum af København, Odense, Aarhus og Helsingør
YouSee benytter sig af mobilnetværket fra TDC NET. TDC NET åbnede sit 5G-netværk den 7. september og nu er 5G-netværket tilgængeligt på tværs af landet. Dermed er Danmark det første land i Norden med national 5G-dækning. Åbningen omfatter adgang til fuld 5G i centrum af København, Odense, Aarhus og Helsingør. Er man på 5G i andre dele af landet, vil 5G mobilt bredbånd fortsat være en opgradering med højere hastigheder og reduceret forsinkelse.