YouSee lancerer flere web-tv kanaler inkl. HD-kanal på web-tv
Brugere af YouSee Web-tv får nu seks nye tv-kanaler at fornøje sig med på computerskærmen. Blandt de seks er DRHD, som dermed bliver den første HD-kanal, som YouSee tilbyder over det åbne internet.
YouSee distribuerer DRHD med samme linjeopløsning, som HD-kanalerne bliver sendt på kabel-tv (720p). Der bliver dog tale om en betydeligt lavere bitrate (2,5 Mbit), hvor YouSee på kabel-tv har valgt at anvende ca. 9 Mbit i henhold til anbefalingerne fra den europæiske tv-organisation EBU.
Man kan derfor ikke sammenligne billedkvaliteten på web-tv med den kvalitet, man har på kabel-tv. Men hvor kabel-tv ofte bliver vist på tv-skærme på 40 tommer eller mere, bliver web-tv typisk vist på bærbare computere, iPad eller endog smartphones med skærme på blot 3-4 tommer. Her vil de fleste opleve en markant kvalitetsforskel mellem almindelige web-tv kanaler og HD-kanalen.
Fire af de seks nye tv-kanaler er tilgængelige fra i dag. Det er foruden DRHD, TV 2 Sport, Disney Junior og TLC. I februar følger TNT7 og BBC Lifestyle og dermed mangler blot to, før samtlige kanaler fra YouSee’s fuldpakke vil være tilgængelige på web-tv.
De to kanaler, der mangler, er TV3+ og TV3 Puls. YouSee og Viasat har indtil videre ikke kunnet blive enige om vilkårene.
Kunder med bredbånd hos YouSee har fri adgang til at se YouSee Web-tv. Antallet af kanaler afhænger af, hvilken tv-pakke man abonnerer på. Det er også muligt at abonnere på web-tv uden at være kabel-tv kunde hos YouSee.
Mere information på yousee.tv.
Kilde: YouSee