YouSee

YouSee indgår aftale med TV 2 om ny sportskanal

TV 2 hos YouSee

YouSee og TV 2 har indgået en aftale, der betyder kunderne får adgang til TV 2’s nye sportskanal 9. januar 2015. Navnet på den nye sportskanal er endnu ikke offentliggjort. Kanalen lanceres i Fuldpakken på programplads 49, kan vælges i Tv med Bland Selv universet og som Ekstrakanal til 40 kr. pr. måned. Kanalen lanceres i HD og distribueres kun digitalt.

YouSee har lyttet til et bredt ønske om at få den nye sportskanal fra TV 2 med i deres udbud. Samtidig har YouSee indgået en aftale med TV 2, som betyder at den nye kanal ikke medfører yderligere prisstigninger i 2015.

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

Kanalen indlæses automatisk allerede nu, når man genindstiller sit tv i forbindelse med kanalomlægningen, som blev gennemført i går (2. december). Indtil den 9. januar vil der være et skilt på kanalen, hvor der står, at kanalen lanceres 9. januar 2015.

– Aftalen med YouSee / TDC TV vækker naturligvis glæde på vores nye sportskanal, hvor slutspurten i disse uger sættes ind for at blive klar til at gå i luften efter nytår. Med nu i alt seks distributører af kanalen når vi til at begynde med ud til ca. 50 procent af de danske tv-husstande, hvilket må siges at være tilfredsstillende for en kanal af denne art. Sportskanalen er generelt blevet godt modtaget i vores forhandlinger, og det bekræfter vores tro på, at kanalen med de indkøbte rettigheder og vores sportsprofil rammer et behov i markedet, siger TV 2s kommercielle direktør, Flemming Rasmussen.

TV 2’s nye sportskanal har fokus på danske sportsrettigheder, live-transmissioner, events og journalistik fra det nye TV 2 Sportscenter.

Kanalen har rettighederne til en lang række sportsgrene og turneringer – bl.a. Metal-ligaen og internationale slutspil i ishockey, NBA og den danske basketliga, cykling, den hollandske æresdivision plus EM og VM i fodbold, dansk DTC-motorsport, badminton, vintersport, OL, svømning m.m. – og naturligvis håndbold.

YouSee / TDC TV er den største tv-distributør herhjemme og bliver den sjette i rækken, som i 2015 kan tilbyde kanalen til sine kunder – de øvrige er Boxer, Canal Digital, Stofa, Viasat og Waoo. Derudover forhandles fortsat med en række andre tv-udbydere om distribution af sportskanalen.

Kilde: YouSee

I samme kategori

Back to top button