TV-Nyt

X Factor vender tilbage 15. maj

De tilbageværende deltagere i ‘X Factor’ 2020 stod sidste gang på livescenen i ‘X Factor’ fredag 6. marts. Nu genoptages X Factor så. Det sker fra 15. maj.

Når deltagerne fredag 15. maj går på scenen i ‘X Factor – live‘ er det under temaet ‘Sange fra musikfilm’. Fredag 22. maj er første finaleaften, hvor deltagerne skal på scenen to gange hver: Med en sang, som deres dommer har valgt, og i en duet med en gæstesolist. I anden og sidste finaleaften lørdag 23. maj skal tre deltagere synge deres vindersange, hvorefter vi får den endelige afgørelse: Hvem er vinder af ‘X Factor’ 2020′? Om der vil være livepublikum til stede ved de tre shows, er endnu ikke afklaret:

– Livepublikum er helt sikkert med til at gøre ’X Factor’ til Danmarks største underholdningsshow, og publikum er en stor del af festen, men det er endnu for tidligt at sige, om vi kan afholde de sidste tre liveshows med livepublikum i studiet. Men vi håber det – i en eller anden form, siger Dorte Borregaard.

– Det er kæmpe optur for alle, at det nu ser ud til at kunne lade sig gøre at afholde de sidste liveshows i ‘X Factor’. Vores deltagere, dommere og selvfølgelig alle ‘X Factor’-fans har spurgt længe, hvornår vi kunne komme i gang igen, og det kan vi nu. Vi ændrer en smule på formen, så vi på otte dage sender tre liveshows med første show fredag 15. maj. Finalen bliver til en stor todages-begivenhed fredag 22. maj og lørdag 23. maj. En form, som de blandt andet har succes med i England, og som vi glæder os rigtigt meget til at prøve af herhjemme også, siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard, TV 2.

Når ’X Factor’ vender tilbage fredag 15. maj bliver det uden Ankerstjernes gruppe ’Magnus og Aksel’. Gruppen har selv valgt at forlade programmet, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Farezonen er sløjfet, så nu gælder kun seernes stemmer.

DE ER TILBAGE I ‘X FACTOR’

Grupper: (Ankerstjerne)

  • Smokey Eyes

Solister under 23: (Blachman)

  • Emil Wismann, Mathilde Caffey, Alma Agger

Solister over 23: (Oh Land)

  • Ilona
Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button