TV-Nyt

X-Factor rykker over på TV 2 fra 2019

Når ’X Factor’ til foråret er rullet over skærmen for sidste gang på DR1, står TV 2 klar til fremover at løfte det populære underholdningsprogram. TV 2 har netop indgået aftale med Blu og Freemantle Media om rettighederne til formatet, der sendes første gang på TV 2 i starten af 2019.

– Vi glæder os til at kaste os over ’X Factor’ med friske kræfter. ’X Factor’ er Danmarks største underholdningsformat, som i dén grad samler danskerne, og på den måde passer det rigtig godt ind i vores i forvejen stærke underholdningsportefølje. Det ligger smukt i forlængelse af TV 2s fokus på at engagere danskerne og på alt det, vi deler, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, og uddyber:

– TV 2 vil gerne samle danskerne om fælles oplevelser, og dansk kvalitetsindhold er rygraden i vores tilgang. Det omfatter i dén grad også de store underholdningsformater, der bringer folk sammen på tværs af aldersgrupper og geografi. Også derfor giver det god mening for TV 2 at sende ’X Factor’, der føjer sig fint til ’Vild med dans’, ’Voice Junior’ og ’Danmark har talent’.

Også hos produktionsselskabet Blu ser man frem til samarbejdet:

– Det har været en udsøgt fornøjelse for Blu at producere ’X Factor’, siden det kom til Danmark. Det er et enestående program, som mere end noget andet tv-format formår at røre og begejstre. Vi glæder os derfor utroligt meget over, at TV 2 har valgt at fortsætte successen og sikre, at danskerne ikke skal undvære ’X Factor’ i fremtiden, siger Anne Brostrøm, adm. direktør for Blu.

Med kontrakten på plads skal TV 2 nu i gang med den overordnede planlægning og forberedelserne til produktionen, så man er klar med et brag af en første TV 2-sæson af programmet.

– Vi vurderer klart, at vi kan lave ’X Factor’, så det har vitalitet til mange sæsoner endnu. Vi skal selvfølgelig finde vores måde at gøre det på. Dét – og alle detaljer omkring dommere og vært etc. – går vi nu i gang med at se på. I mellemtiden skal DR naturligvis lige sende deres sidste sæson, siger Lotte Lindegaard.

Læs også Sidste omgang X Factor på DR1 starter nytårsdag

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard