TV-Nyt

X Factor 2014 starter 3. januar

Den 3. januar er der premiere på syvende sæson af X Factor. Denne gang vender det populære underholdningsprogram tilbage til starten, og således vil den originale dommertrio bestående af Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee på ny føre an i jagten på Danmarks næste X Factor-vinder. DRs underholdningsredaktør lover, at de kommende programmer i dén grad bliver dramatisk.

Nytåret nærmer sig med hastige skridt, og det samme gør premieren på X Factor. Den oprindelige dommertrio fra de to første sæsoner – bestående af Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee – er tilbage, og seerne kan roligt begynde at glæde sig, hvis man spørger Rasmus Ladefoged, der er DRs underholdningsredaktør:

“Ikke alene har vi genforenet den stærkeste dommertrio i programmets historie. Denne gang kan vi også byde på et af de absolut mest spændende udskilningsløb nogensinde. Både auditions og bootcamps har været virkeligt intense at følge, og vi glæder os meget til at vise det dramatiske forløb for seerne.”

Nervepirrende auditions
Også på auditionfronten vender X Factor tilbage til udgangspunktet. De seneste år har rækken af auditions som bekendt ikke blot foregået foran dommerne, men også foran et publikum.

I denne sæson vender X Factor imidlertid tilbage til det oprindelige, intime og nervepirrende format, hvor der ikke er andre i lokalet end dommerpanelet og de håbefulde deltagere. Til gengæld vil der som noget nyt være publikum til superbootcamp, hvilket giver deltagerne mulighed for at vise, hvad de kan foran en større forsamling af mennesker.

Når X Factor får premiere, kan seerne også se frem til at opleve en helt ny værtinde. Det drejer sig om Eva Harlou, der er kendt fra de to DR-programmer ‘Arkitektens hjem’ og ‘Danmarks skønneste hjem’.

xfactor 2014 dommere
De tre X Factor dommere 2014 – Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

De tre dommere
Siden vi sidst så Lina Rafn i X Factor, har Infernal-sangerinden udgivet musik med Infernal, men hun har også lanceret det dansksprogede projekt under navnet Paw&Lina, spillet masser af koncerter i ind- og udland, og så har Infernal blandt andre arbejdet sammen med DJ’en KATO.

Remee har holdt sig beskæftiget med sit produktionsselskab RE:A:CH, der blandt andet står bag L.I.G.A. og Melodi Grand Prix-vinderen Soluna Samay. Han har samtidig solgt millioner af plader i Asien som både sangskriver og producer, og så har han startet en af byens populære natklubber.

Thomas Blachman har som bekendt været fast medlem af X Factor-dommerpanelet i alle sæsoner undtagen den tredje, og senest har han stået i spidsen for DRs Mentor.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard