Waoo skal have ny direktør
Casper Holst-Christensen, administrerende direktør i Waoo!’s største aktionær, Fibia, overtager formandsstolen i fiberalliancen. Hans første opgave bliver at finde en ny administrerende direktør til selskabet.
Casper Holst-Christensen har en baggrund fra blandt andet Boxer, TDC og Falck. Han har været direktør for fibernetselskabet Fibia siden starten af 2015. Casper Holst-Christensen overtager formandsstolen efter Jørn Zielke fra EnergiMidt grundet dennes jobskifte.
Waoo!, som netop har offentliggjort sit hidtil bedste resultat og kan melde om kraftige vækstrater og salgstal, får dermed en formand fra selskabets største aktionær for bordenden. Casper Holst-Christensens første opgave bliver at finde en ny direktør til at fortsætte den succes, som virksomheden har udviklet sig til siden stiftelsen i 2010.
Casper Holst-Christensen ser positivt på forretningen og Waoo!’s position i markedet:
”Waoo! kigger ind i en solid kundevækst de kommende år og har med produktpalette og brand et stærkt udgangspunkt for fremtidig succes. Waoo! er helt afgørende for de bagvedliggende fiberselskabers udrulning af fibernet og TV-tjenester til gavn for kunderne. At fortsætte de gode takter i.f.t. kunderne bliver centralt for vores kommende direktør og bestyrelsen”, siger Casper Holst-Christensen, bestyrelsesformand i Waoo!.
Waoo!’s nuværende administrerende direktør, Jørgen Stensgaard, er blevet hentet til en topstilling i en anden jyllandsbaseret teknologivirksomhed. Casper Holst-Christensen forventer ikke, at det bliver svært at finde en ny mand eller kvinde til posten.
“Waoo! er en af de få virksomheder i branchen, som fortsat viser positiv vækst, så vi oplever hyppigt interesse fra dygtige kandidater, som ønsker at være med til at tage Waoo! ind i den næste fase”, siger Casper Holst-Christensen, bestyrelsesformand i Waoo!, som ikke føler sig presset til en hurtig beslutning.
“Vi har et godt samarbejde med Jørgen Stensgaard og Waoo!’s meget kompetente ledere og medarbejdere. Vi har aftalt, at Jørgen står i spidsen for Waoo! en tid endnu, så vi ikke mister momentum i forhold til markedet og udviklingen af virksomheden”, siger Casper Holst-Christensen, bestyrelsesformand i Waoo!.
Den afgående direktør, Jørgen Stensgaard, har været økonomidirektør i Waoo! siden 2010 og administrerende direktør siden 2013. Han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvilken virksomhed, han er blevet hentet til:
“Lige nu fokuserer jeg på mine opgaver i Waoo!. Jeg er glad for den tillid, Waoo!’s bestyrelse viser mig ved at lade mig fortsætte arbejdet en tid endnu med vores dygtige team om de spændende projekter, vi har i gang,” siger Jørgen Stensgaard, administrerende direktør i Waoo!.
Kilde: Waoo presse