Net-TV

Waoo lancerer 4K tv boks med Netflix 4K

waoo-logoWaoo! kommer med en ny TV-boks, der understøtter 4K TV-indhold. Det bliver Danmarks første 4K TV-boks og en af de første i verden, som kan vise Netflix 4K som en helt integreret del af oplevelsen på TV-boksen.

Waoo! præsenterede nyheden på CES i Las Vegas d. 5. januar. Fibernetselskabernes fælles leverandør lancerer en ny TV-boks, der understøtter 4K indhold og samtidig kan levere Netflix i 4K på fladskærmen. Waoo! bliver dermed den første i Danmark, og blandt de første i verden, som kan give kunderne den mulighed.

”Da vi for et par år siden lancerede vores nuværende TV-boks, var vi en af de første TV-distributører på verdensplan til at integrere Netflix i selve boksen. Samarbejdet med Netflix og vores udviklingspartner AirTies har i den periode udviklet sig særdeles positivt, og vi er meget stolte over, at vi igen kan annoncere en stor nyhed,” siger Jørgen Stensgaard, der er administrerende direktør i Waoo!.

Netflix har med den nye boks også fået sin egen knap på fjernbetjeningen, så man ikke skal rode med forskellige apps på smart-TV’et. Med ét tryk på Netflix-knappen starter streamingtjenesten op lige så hurtigt, som når man skifter TV-kanal, så man er klar til at tage for sig af det store udvalg, Netflix kan tilbyde i 4K, såsom Narcos, Marco Polo, House of Cards, Bloodline, Sense8, Marvel’s Jessica Jones, Marvel’s Daredevil, Ridiculous 6, What Happened Miss Simone?, Chef’s Table og Master of None.

”Vi ønsker at gøre det så nemt som muligt for danskere at se vores voksende 4K-indhold. Ved at sikre os, at vores service er let tilgængelig på den nye 4K TV-boks fra Waoo! og på den nye fjernbetjening, er vi med til at understøtte vores strategi. Waoo! kunderne har nu mulighed for at se Netflix med ét enkelt klik på fjernbetjeningen, ” siger Joris Evers, talsmand for Netflix i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Hos Waoo! støtter man det mål.

”Vores kunder har en superhurtig fibernetforbindelse hele vejen til deres hjem, og vi vil gerne kombinere dette med at give brugerne den mest flydende oplevelse, når de ser TV. Tilbagemeldingerne fra vores brugertests har været meget lovende, og Netflix app’en bliver oplevet som en stor fordel ved vores TV-løsning,” fortæller Jørgen Stensgaard.

Efterlyser flow-TV i 4K
Mens streamingtjenesterne har taget 4K til sig i fuldt flor, er de traditionelle TV-producenter mere tilbageholdne med at sende det knivskarpe format. Waoo! ærgrer sig over, at udbuddet endnu er temmelig begrænset.

”Vi efterlyste for præcis et år siden også mere 4K-indhold fra producenterne, men vi må konstatere, at mens streamingtjenesterne udvikler 4K-indhold i stort omfang, så sakker TV-producenterne bagud. Med den nye TV-boks kan vi nu også sende almindeligt flow-TV i 4K til vores kunder, så producenterne har alle muligheder for at differentiere sig på at levere den bedste billedkvalitet. Vores setup er klart,” proklamerer Jørgen Stensgaard.

  • Waoo! forventer at lancere den nye TV-boks model inden for kort tid.
  • Boksen er en AirTies model 7410 der understøtter UHD (Ultra High Definition) på 4K TV.
  • TV-boksen fra Waoo! bliver en af verdens første TV-bokse, som kan vise Netflix i 4K/UHD – og det bliver Danmarks første 4K/UHD TV-boks.
  • TV-boksen indeholder nyeste WiFi teknologi (ac standard) og vil kunne fungere trådløst – Waoo!’s nuværende trådløse TV-løsning er dermed blevet indbygget i den nye boks.
  • Boksen er udstyret med en processer (CPU), som matcher de hurtigste TV-bokse på markedet og er mere end 5 gange hurtigere end Waoo!’s nuværende TV-bokse.
  • Dette gør det muligt at understøtte og loade flere app’s lige så hurtigt som at skifte TV-kanal (herunder Netflix).
  • Med TV-boksen følger en fjernbetjening, der både understøtter infrarød og radiosignal for den bedste brugeroplevelse. Således er der også større frihed til frit at placere TV-boksen, hvor man ønsker.
  • Netflix har med den nye fjernbetjening fået en dedikeret knap, som fører brugeren direkte til tjenesten således, at det er blevet endnu nemmere at udnytte sit Netflix-abonnement.
  • TV-boksen vil kunne anvendes af alle Waoo! kunder.
  • TV-boksen understøtter anvendelsen af det lynhurtige fiberbredbånd fra Waoo!, hvor kunderne får stillet dedikerede symmetriske forbindelser uden kapacitetsbegrænsning til rådighed for streaming mv.

I samme kategori

Back to top button