VU+ Duo
Markedet for Linux software baserede modtagerbokse blev for alvor sat i gang af Dream Multimedia med deres Dreambox. Siden er der kommet mange flere til, og jeg har tidligere her på DIGITALT.TV testet én af slagsen. Nu er det så en anden model, der står for tur, nemlig VU+ Duo, der udmærker sig ved at benytte samme slags software som Dreambox. Læs testen af VU+ Duo for at få mere at vide om dens muligheder, og om det er den rette boks til dig.
Producent: Vu+
Model: Vu+ Duo
VU+ Duo – En præsentation
VU+ Duo er, som navnet antyder, en twin tuner model udrustet med 2 DVB-S2 tunere til modtagelse af både almindelige og high definition kanaler fra parabol. DIGITALT.TV har fået stille et eksemplar til rådighed af den danske forhandler TV Radio Shoppen, der er specialist indenfor Linux boks markedet.
VU+ Duo – Teknik, design og tilslutningsmuligheder
Måske kender du Roll Royce modellen indenfor Linux bokse, Dreambox 8000. Denne boks fra Vu+ ligner på mange måder i specifikationerne. Samme CPU type, gør at plugins der er lavet til Dreambox også virker på VU+ Duo boksen. Du får ikke mulighed for 4 tunere, og de kan heller ikke skiftes til andre typer end satellit-tv, men prisen er så også en noget anden.
VU+ Duo er i sort design med et drejehjul til betjening på boksens front til venstre. I midten et meget tydeligt 16 karakters alphanumerisk display, der viser hvilken kanal du ser, filnavn på det medie du afspiller eller ur og dato i standby. Lysstyrken for displayet i standby kan man i øvrigt justere i menuen. Der er, som noget lidt specielt, ikke nogen standby knap på boksen, der skal du altså have fat i fjernbetjeningen.
Bag frontklappen til højre finder du 2 indbyggede kortlæsere samt 2 common interface porte. Desuden en USB tilslutning, der kan være praktisk ved software opdatering, eller hvis du f.eks. lige vil have flyttet lidt billeder over fra en USB nøgle. Frontklappen var i øvrigt lidt svær at åbne første gang, men det afhjælpes af blive gjort nogle gange.
De 2 indbyggede kortlæsere angives i manualen til at kunne håndtere Conax. I praksis viste det sig imidlertid, at det ikke var tilfældet. DIGITALT.TV har ikke testet derfor ikke testet de indbyggede kortlæsere yderligere, da disse kræver installation af ikke licenseret software.
På bagsiden finder vi en del tilslutningsmuligheder:
- 2 LNB indgange (bemærk uden loop through)
- Optisk digital lydudgang
- Analog video og lyd udgange
- Komponent video udgang
- 2 x scart udgange
- HDMI udgang
- e-Sata tilslutning
- Ethernet tilslutning
- 2 USB tilslutninger
- Seriel RS-232 port
- Strømkabel stik og afbryder
Har du kun 1 signal fra parabol, kan du via menuen sløjfe det videre til tuner 2, med de begrænsninger det giver. Det optimale er naturligvis 2 signaler fra twin eller Unicable LNB.
Selv om nogle måske gerne havde set loop through og evt. coaxial digital lydudgang, så er det småt med noget at være utilfreds med i forhold til tilslutningsmulighederne.
Det medfølger
- En fjernbetjening med batterier
- HDMI kabel
- Bruger manual
Strømforbrug ved brug 26-28 W
Strømforbrug almindelig standby 22 W (Boksen er klar til brug med det samme)
Strømforbrug deep standby under 1 W
(Der går et stykke tid inden boksen er klar til at vise tv. Virker også med timeroptagelser)
VU+ Duo – Installation
Vu+ Duo leveres med Enigma2 software installeret. Enigma2 åbner for en lang række muligheder i form af udvidelser og personalisering. Den findes også i flere forskellige varianter udviklede af forskellige udviklere som Open PLi, VTi og Dream-Elite m.fl. Læs artiklen om 4 forskellige software version du kan vælge
Jeg lagde ud med den fabriksinstallerede firmware. Fra du tænder for strømmen, til at boksen er klar til brug, går der et stykke tid. En installationsguide hjælper dig i gang. Der kan vælges dansk som menusprog, men forvent ikke alt oversat fra engelsk til dansk.
Der kan vælges mellem en række parabolkonfigurationer. I den avancerede menu har du kontrol over det hele, men det kan så også lige tage lidt tid at gå det hele igennem. Jeg kunne uden problemer opsætte min DiSEqC 1.1 switch og også USALS motor. Som tidligere nævnt er også Unicable LNB understøttet.
Kanalsøgningen er nok set lidt hurtigere på andre bokse. Der kan søges på alle installerede satelitter, en enkelt satellit, eller en enkelt frekvens. Man savner dog muligheden for at søge med manuelle PID værdier og hardware blindscan. En søgning på 1 grad vest fandt Canal Digital kanalerne. Disse kunne også dekodes med mit conax cam. Via din PC er det ganske enkelt at opdatere og redigere din kanalliste, og eftersom boksen her er oplagt at tilslutte til ens hjemmenetværk, så kan det anbefales at gøre det den vej.
Jeg fik installeret en opdatering af den officielle firmware via USB uden problemer. Der leveres løbende opdateringer med fejlrettelser og nye funktioner, og skal man have fuldt udbytte af boksen, så skal man nok være af typen, der er interesseret i at opdatere løbende.
Mange vælger imidlertid at installere en anden software end den officielle. Jeg afprøvede også OpenPli software, der er ligeså enkel at installere som en opdatering af den officielle. Fra OpenPli’s hjemmeside hentes USB firmwaren og lægges over på USB. Man skal huske at bevare mappestrukturen, og så er det ellers bare at sætte USB nøglen i VU+ Duo og slukke og tænde for strømmen. Herefter indlæser boksen automatisk den nye firmware fra USB nøglen. Openpli har i øvrigt en fin wiki for deres software, som kan give svar på det meste. Også her hjælpes man i gang af opsætningsguide.
Samlet set er VU+ Duo egentlig ganske godt med, når det gælder brugervenlighed indenfor Linux boks genren. Men det kan det kræve lidt teknisk viden, og interesse i søge svar på forum, for at få det hele til at spille. Man bør derfor være indstillet på dette. Manualen der medfølger er på engelsk og giver svar på det basale, men også lidt fejlinformation, f.eks. omkring hvilken vej chippen på programkort skal vende.
VU+ Duo – Installation af harddisk
Medfølgende i testanmeldelse eksemplaret fra TV-Radio-Shoppen var også en 500 GB SATA harddisk, der skulle installeres. Montering af harddisk er ikke så svært, men er da set smartere på andre modeller.
Læs de 7 trin for harddisk installation i VU+ Duo her:
- Installationen kræver at du skruer skruerne ud af metalchassis’et på boksen og tager dette af.
- Inde i boksen afmonteres harddiskrammen ved at skrue skruerne i denne ud
- De 4 gummiringe placeres i skruehullerne i harddiskrammen.
- Harddisken placeres på holderen og skrues fast med de medfølgende skruer
- Harddiskrammen skrues igen fast i boksen
- Strøm og data kablerne tilsluttes til harddisken
- Metalchassis monteres igen og skrues fast.
VU+ Duo – Daglig brug
Menuerne er ganske overskuelige på boksen. Der er på denne VU+ Duo flere menupunkter og muligheder end på gennemsnitsboksen, men det er ikke så man bliver overvældet. Det kan anbefales at stille og roligt kigge det hele igennem, efterhånden som man bruger den. Man vælge at hente andre grafiske overflader (skins) til boksen og dermed frit vælge det der falder i ens smag. Jeg valgte Magic HD skin’et, som jeg synes fungerer ganske flot.
Der er mulighed for at lave din favoritliste, hvilket også må siges at være nødvendigt, selv om kanallisten byder på sorteringsmuligheder efter satellit, udbyder osv. Kanalliste og favoritredigering er noget nemmere via PC og Dreamedit programmet end via boksen. Det er set mere brugervenligt på andre bokse. Kanal plus og minus på fjernbetjeningen viser kanallisten og skifter ikke kanal. Det skal man lige vende sig til, når man er vant til noget andet, men man kan godt skifte på almindeligvis med højre og venstre pile tasterne på fjernbetjeningen.
Kanallisten viser, udover kanalernes navn, også EPG informationer, så du kan se hvad de sender lige nu, hvilket er ganske praktisk. Afhængigt af det skin du har valgt, kan du stadig se billede af den aktuelle kanal, du ser på.
Når du skifter kanal, hvilket i øvrigt sker med en rigtig fin hastighed, så kommer der en informationsbjælke frem med kanalnavn, nu og næste programinformation, samt yderligere detaljer som tuner A eller B, billedeopløsning, lydtyper med mere. Udseendet af dette og mængden af information afhænger igen af det skin du har valgt.
I modsætning til Dreambox 8000 må man på Vu+ Duo undvære Picture in Picture funktion.
Mange vil nok være interesseret i brug med Canal Digital. Der er ganske fin support for undertekster på boksen, der lader til at virke fint på Canal Digital kanalerne. For at EPG bliver hentet, skal man over på Discovery World transponderen 10.872 V. EPG delen fungerer ganske fint, der også præsterer at hente Freesat EPG på OpenPli softwaren i hvert fald.
Et klik på EPG knappen bringer informationer om det aktuelle program. Klikker du videre med gul knap, får du en oversigt på listeform for den aktuelle kanal. Klikker du i stedet blå knap, kan du få den på listeform med flere kanaler. EPG’en kan med andre ord vises på en række forskellige måder, hvilket må siges at være praktisk.
Boksen kan levere fra 576i op til 1080i, men altså ikke 1080p. Lyden skulle være i orden også med hensyn til mulighed for at forskyde ved eventuel usynkronitet ved AC3 lyd.
Tekst-tv fungerer uden nævneværdig ventetid, bortset fra at det tager lidt tid fra man klikker på knappen, til at det kommer fra på skærmen.
Fjernbetjeningen
Fjernbetjeningen er i flot sort glans, og den ligger ganske fint i hånden med knapperne fornuftigt placeret. Der er dedikerede knapper til de ting, man kan ønske sig, og også home og end knapper, der kan være praktiske ved navigering i længere lister.
VU+ Duo – PVR funktioner
Med de 2 tunere har du, med separat signal på begge tunere, frit mulighed for at optage og se et andet program samtidigt. Du har mulighed for at optage 2 programmer samtidigt, mens du ser et 3. program på en af de frekvenser, hvorfra der optages. Faktisk kan OpenPli softwaren optage flere end 2 kanaler samtidigt, bare det er på samme 2 frekvenser. Bemærk dog at almindelige Conax cams kun kan dekode 1 kanal. Så vil du optage 1 eller flere kanaler, samtidigt med du ser en anden, kræver det at kortet er i den interne kortlæser og at der er installeret softcam.
Optagelser programmeres enkelt via EPG, eller kan også oprettes manuelt, enten som timer optagelse eller via optageknappen på fjernbetjeningen. Du bliver ved sidstnævnte spurgt om optagelsen skal stoppes ved den i gangværende udsendelses slutning, efter et specificeret stykke tid, eller bare indtil du selv stopper den. Der er mulighed for at indstille tidsbuffer for optagelser, så du kan starte lidt før og slutte lidt efter de i EPG’en angivede tidspunkt.
Listen med optagelser kan enkelt ses via tryk på knap på fjernbetjeningen, og der er hukommelse for, hvortil du kom sidst, såfremt du vil se videre på et optaget program senere. Der kan spoles med op til x128 hastighed, men tilsyneladende virker det endnu kun med op til x8 i praksis. Der er dog også mulighed for at hoppe med intervaller via 1-3, 4-6,7-9 på fjernbetjeningen med 15 sekunder, 60 sekunder eller 5 minutters hop.
Optagelser gemmes i .ts format og kan enkelt hentes ud fra boksen via FTP. Det er også muligt at hente optagelserne via webinterface. Læs mere senere.
Der er naturligvis også mulighed for at pause live tv.
VU+ Duo – Netværk og medieafspiller
Mulighederne med en VU+ Duo på dit hjemmenetværk er mange. Som nævnt kan du tilgå boksen, og den evt. installerede harddisk via FTP, og der er også et webinterface på boksen, som du kan få frem ved at skrive ip adressen på boksen i din webbrowser.
I webinterface kan du:
- Skifte kanal og betjene boksen via virtuel fjernbetjening på skærmen
- Se tv fra boksen i din webbrowser
- Sætte en optagelse i gang
- Se EPG og oprette optagelser via EPG eller manuelt.
- Der er mulighed for at gå direkte til Internet Movie Database for at søge på filmtitler i EPG’en.
- Du kan streame optagelser, så du kan se dem på din computer direkte fra harddisken i boksen.
- Du kan gemme optagelser fra harddisken i boksen på din computer
Opsat rigtigt kan du således, også når du er væk hjemmefra, betjene og få glæde af din VU+ Duo via Internettet. Her viser boksen virkelig sin styrke, og det er super smart og enkelt at bruge.
Med boksen kan du via medieafspilleren i boksen afspille video og musik, der ligger på boksens harddisk eller dit hjemmenetværk. Den kan afspille en del, men forvent ikke umiddelbart at alt understøttes. Men den klarer de fleste almindelige avi, mpg og mkv filer, og du kan lave en playliste, hvilket er praktisk ved musikafspilning.
Udover dette, er der en mængde plugins f.eks. YouTube med mere, der kan hentes og installeres på boksen. Jeg har dog endnu ikke haft tid til at teste disse, og så kunne denne anmeldelse og bliver rigtig lang.
Vu+ Duo – Konklusion
Vu+ Duo er rigtig interessant Linux boks, der på mange måder er sammenlignlig med den meget dyre Dreambox 8000, men til en noget anden pris. Nogle savner måske DVB-T. Det skulle der dog også være mulighed for via USB DVB-T tuner stick på Dream-Elite imaget. Jeg har dog ikke prøvet dette selv, så jeg ved ikke, om det virker stabilt endnu.
Vu+ Duo virker hurtig og stabil, hvilket man ellers godt kunne tro omvendt med en så avanceret boks som denne. Betjeningen fungerer ganske godt, og faktisk hjælpes man flot på skærmen via help knappen på fjernbetjeningen med grafisk forklaring af tasternes funktioner. Man har fordel af at vide lidt om computere og netværk, men med aktive brugerforums, kan man også få god hjælp, selv om det trækker lidt ned, at den interne kortlæser ikke kan læse Conax kort uden installation af 3. parts software. Man må undvære blindscan og kanalsøgning tager lidt lang tid synes jeg, men man kan spare tid ved at hente færdiglavede kanallister på Internettet.
Vu+ Duo er utrolig stærk netop på grund af Enigma2 og Linux softwaren. Der udvikles utroligt mange plugins, og ting som fuld britisk EPG og god skandinavisk undertekst support er virkelig et plus. Der er mange muligheder i optimering efter ens personlige ønsker, som nok også er årsagen til, at så mange slet ikke kan forestille sig noget andet, når de først har vænnet sig til dette.
Webinterface og netværksintergration gør den meget alsidig
Mange udvidelsesmuligheder og tilpasningsmuligheder via plugins
Ingen Blindscan og manuel pid søgning