Vild med dans i fødselsdagsudgave indtager Odense
– Når “Vild med dans” for første gang bevæger sig uden for de kendte rammer, er det for at give hele Danmark den dejligste fødselsdagsfest. Vi glæder os til det store publikum og kan garantere en skøn aften fuld af nervepirrende konkurrence, glade gensyn og godt med gang i den til det, vi med stolthed kalder ‘Danmarks største halbal’, siger Gitte Madsen, underholdningschef på TV 2.
Hos TV 2 står den på fødselsdag hele ugen, og derfor har man valgt at flytte hele “Vild med dans”-produktionen til Odense, hvor mere end 2000 publikummer kan glæde sig til at se det store underholdningsshow live. Både publikum i Odense Congress Center og seerne derhjemme kan se frem til en fredag aften, der i den grad har “Vild med dans” på programmet.
“Go’ aften Danmark” skyder festlighederne i gang kl. 18.30, når de sender direkte fra foyeren og den røde løber. Her har mere end 40 tidligere kendte nydansere og professionelle dansere meldt deres ankomst. Det gælder blandt andre Anne-Mette Rasmussen, Hans Pilgaard, Anne-Grethe Bjarup Riis og Vickie Jo for ikke tale om de tidligere vindere Sophie Fjellvang-Sølling, Casper Elgaard, David Owe og Christina Roslyng.
Til aftenens store åbningsnummer kan man se Le Gammeltoft som DJ, ligesom mange af de tidligere “Vild med dans”-medvirkende er på gulvet sammen med dette års 12 professionelle dansere. I løbet af programmet, som sendes direkte på TV 2, vil både Rasmus Walther og Nik & Jay gå på scenen.
Kl. 18.30-19.00: 25 år med TV 2: Go’ aften Danmark – Vild med dans
Kl. 20.00-21.20: 25 år med TV 2: Vild med dans – Danmarks største halbal
Kl. 21.20-21.50: 25 år med TV 2: Vild med dans – der var engang…
Kl. 21.50-22.30: 25 år med TV 2: Vild med dans – afgørelsen
Kilde: TV 2