Vil du være millionær? Specialudgave af Hvem vil være millionær
For første gang i “Hvem vil være millionær?”s historie har en heldig seer hjemme i stuen mulighed for at vinde den helt store gevinst. Det sker, når programmet fejrer TV 2s 25 års fødselsdag ved at udlodde gevinsten i programmet mandag 30. september til en meget heldig seer.
I denne særlige udgave af quizzen kæmper ti kendte TV 2-værter om pladserne i de varme stole hos Hans Pilgaard, men denne gang spiller de kendte ikke for velgørenhed.
De spiller for en vaks seer hjemme i stuerne, og værterne vil gøre alt for at spille en stor check hjem til den heldige TV 2-seer.
Det eneste, seerne skal gøre for at være med, er at have deres mobil klar og tænde for “Hvem vil være millionær? – fødselsdagsspecial” mandag 30. september. I forbindelse med spørgsmålet til 5.000 kroner vil seerne få mulighed for at sms’e deres svar på spørgsmålet.
Umiddelbart efter at programmet er sendt, vil der blive trukket lod blandt de seere, der har svaret rigtigt. Og så er gevinsten forhåbentlig væsentligt større end 5.000 kroner. Den heldige seer får nemlig hele det beløb, som TV 2-værterne i programmet quizzer sig frem til.
En gave til seerne
– Vi glæder os rigtigt meget til at give noget tilbage til en af de trofaste tv-seere, der i efterhånden mange år har gjort “Hvem vil være millionær?” til Danmarks mest populære quizprogram. Det er vores gave til seerne. Jeg håber, at danskerne sidder klar med mobilerne og vil være med til at fejre TV 2s fødselsdag på bedste vis – ved at grine, bide negle og quizze, siger TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen.
De ti populære TV 2-værter, der medvirker i programmet, er Morten Resen, Felix Smith, Ibi Støving, Claus Elming, Ellen Nybo, Sarah Grünewald, Jens Gaardbo, Cecilie Hother, Morten Ankerdal og Sigurd Kongshøj.
De konkurrerer på helt almindelig vis om at komme op i stolene til Hans Pilgaard. Den vært, det lykkes for, må vælge en af de andre at spille sammen med – med det formål at gøre en helt almindelig dansker utroligt glad på en ualmindelig mandag aften.
Kilde: TV 2