Viaplay Nyt

Viaplay på vej med Don Ø dokumentar

Flemming Østergaard fylder 80 år den 31/10, og i den forbindelse går Viaplay og Flemming Østergaard i løbet af efteråret i gang med optagelserne til en ny dokumentarserie, der tilbyder hans personlige refleksioner over en i dansk fodbold usammenligneligt bemærkelsesværdig karriere. Serien vil blive sendt på Viaplay i begyndelsen af 2024. Serien er Flemming Østergaards personlige tilbageblik og indblik i hidtil ukendte historier om hans tid i FCK og om de mennesker, som han mødte på sin vej.

Flemming Østergaard – Jeg bliver 80 år i morgen, tirsdag, det et er lidt af en milepæl og en god anledning til at reflektere over livet og tilværelsen. For mig er min tid i FCK en kæmpe del af min historie. Og netop min historie og version af tiden i FCK har jeg efter flere møder med Viaplay og nøje overvejelser besluttet at sige ja til at fortælle i en dokumentarserie. Det bliver historien om, hvordan jeg var med til at skabe FCK, og hvorfor FCK i al ydmyghed ikke havde været, hvor man er i dag, uden de resultater vi sammen skabte dengang. Det er min historie om mennesker, som både hjalp mig og stod i vejen på min vej. Folk, der kender mig, ved, at jeg siger tingene, som de er. Det kommer jeg også til at gøre her.

Serien vil dykke ned i historien om, hvordan han i starten af 90’erne var med til at skabe det nye FCK, men også om farvellet til klubben i 2010, hvor han først blev udnævnt som æresmedlem, men siden gjort til persona non grata i den klub, som han stadig bærer i sit hjerte.

Hos Viaplay ser man frem til at dykke ned et stykke moderne sportshistorie:

– Flemming Østergaards betydning for FCK og dansk fodbold kan dårligt overvurderes. Der har altid været store armbevægelser og fart på omkring FCK-bossen. Derfor glæder vi os også til de kommende måneder at gå ind i optagelserne og samtalerne med Flemming Østergaard, hvor han vil gøre boet op og se tilbage på både det, der gik fantastisk, og det, der gjorde ondt. Jeg har haft mange samtaler med Flemming Østergaard inden projektet her og glæder mig til at se og høre ham lukke op for sit ærlige og personlige tilbageblik på tiden i FCK og ikke mindst på det galleri af med- og modspillere, som han mødte på sin vej, siger Benjamin Munk Lund, sportschef hos Viaplay.

En Don bliver til

Flemming Østergaard er født på Frederiksberg i 1943 og uddannet hos statsautoriseret fondsbørsvekselerer I.S. MONIES. I 1968 blev han udnævnt som børsfuldmægtig med tilladelse fra Handelsministeriet til at handle på Københavns fondsbørs. Efter flere succesfulde perioder i erhvervslivet gik Østergaard for første gang ind i fodboldverden i 1992, da han først var med til at redde Lyngby Boldklub fra konkurs, hvorefter han i 1996 investerede i F.C. København og blev bestyrelsesmedlem.

På det tidspunkt stod F.C. København på randen af en konkurs med kun syv ansatte udover selve fodboldholdet. Flemming Østergaard blev administrerende direktør i 1997 og spillede en nøglerolle i at redde klubben ved at tiltrække nye investorer, da moderklubberne B 1903 og KB ikke kunne skaffe nødvendig kapital. Under hans ledelse blev F.C. København børsnoteret, Lønmodtagernes Dyrtidsfond blev største aktionær, og Idrætsparken, Danmarks nationalstadion, blev erhvervet og overdækket. Han stod også bag købet af Lalandia Rødby og etableringen af Lalandia Billund.

Klubben opnåede utallige sportslige præstationer i perioden med Don Ø ved roret, inklusive syv danske mesterskaber, to pokalmesterskaber, flere sejre i supercuppen og Royal League og endelig kvalifikation til Champions League.Kælenavnet “Don Ø”, opstod for øvrigt oprindeligt på et debatforum for F.C. Københavns fanklub i slutningen af 1990’erne. Det greb hurtigt om sig i de bredere F.C. København-fankredse, hvorefter det spredte sig til at blive almindeligt kendt i hele fodboldverdenen og medierne.

Flemming Østergaard der er kendt for sine skarpe holdninger, lægger ikke fingre imellem, når han udtaler sig om forholdet til hjerteklubben.

– Det er ingen hemmelighed, at den nuværende ejerkreds har fjernet mig fra FCK’s fantastiske historie, men ingen kan tage FCK fra mig – klubben har stadig bolig i mig. Derfor ser jeg frem til at fortælle historien om, hvad der skete bag kulisserne. For mig at se var FCK et forretningseventyr uden sidestykke, men så kom finanskrisen, hvilket førte til nye ejere og kaos. Der er mange ufortalte historier og hændelser i denne periode. I dag glæder det mig at se, at Parken/FCK er en veldrevet og sund forretning i rivende udvikling.

Viaplays kommende dokumentarserie om Don Ø får premiere på Viaplay i begyndelsen af 2024.

Kilde: Viaplay presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard