Viaplay lægeserie får en sæson 3
Den amerikanske tv-station Fox har officielt fornyet lægedramaet Doc for en tredje sæson. Beslutningen kommer, mens der stadig er seks afsnit tilbage i USA af seriens nuværende anden sæson, som i alt består af 22 episoder.
Serien vises i Danmark på Viaplay, der dog kun er i gang med sæson 1, da dette skrives. Sæson 2 har premiere på Viaplay 26. april.
Ifølge Michael Thorn, præsident for Fox Television Network, er serien blevet en af kanalens største dramasucceser i denne sæson.
I centrum af serien står den dygtige læge Amy Larsen, spillet af Molly Parker. Hun er chef for intern medicin og familielæger på Westside Hospital i Minneapolis, men hendes liv ændrer sig drastisk efter en alvorlig hjerneskade.
Skaden sletter de seneste otte år af hendes hukommelse. Pludselig befinder Amy sig i en virkelighed, hvor hun ikke kan huske patienter, kolleger eller den mand, hun engang var gift med – og heller ikke den nye kærlighed i sit liv. Samtidig er hun tvunget til at konfrontere den person, hun er blevet i årene, hun ikke længere kan huske.



