Streamingnyt

Viaplay Karen Blixen serie udtaget til Cannes International Series Festival

Canneseries har netop annonceret deres udvalgte program, og det inkluderer ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, en Viaplay Original produceret af Zentropa. Serien er udtaget til hovedkonkurrencen i Canneseries, som udgør 10 internationale serier, der endnu ikke har haft premiere. ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’ vil dermed have verdenspremiere under årets festival, der finder sted d. 1. – 6. april 2022.

Drømmeren – Karen Blixen bliver til – det handler den om

Efter 17 år i Kenya flytter Karen Blixen i 1931 tilbage til barndomshjemmet Rungstedlund. Hun har tabt alt, kærlighed, penge, helbred og sit hjem. Foran hende venter et liv dybt afhængig af familiens almisser. Vi følger Karen, som hun genvinder livsviljen og tager ungdommens forfatterdrømme op som en vej mod personlig og økonomisk frihed. Men for at sætte sig selv fri, må Karen finde modet til at stå ved sig selv og tage et opgør med familien og fortidens spøgelser. Serien trækker desuden tråde til den nære fortid i Kenya, til Karens indre tanker og til hendes magiske univers i novellen ”Drømmerne”. ‘Drømmeren – Karen Blixen bliver til’ er på seks episoder og får premiere på Viaplay i 2022.

– Vi er virkelig stolte over dette samarbejde med Zentropa og meget imponerede over det endelige resultat. Det er utroligt spændende med denne udtagelse, og man kan roligt sige, at vi glæder os til, serien får premiere på Viaplay senere i år, siger Filippa Wallestam, EVP og Chief Content Officer hos NENT Group.

Danske Connie Nielsen (’Brødre’, ’Gladiator’, ’Djævelens advokat’) spiller den altoverskyggende rolle som Karen Blixen i ‘Drømmeren – Karen Blixen bliver til’. Serien er produceret som en Viaplay Original af Zentropa, og Connie Nielsen er også en af de executive producere på serien.

Andre medvirkende er Lars Mikkelsen, som vandt en Emmy for bedste mandlige skuespiller for sin rolle i tv-serien ’Herrens Veje’, Hanne Uldal (Rejseholdet), Joachim Fjelstrup, der blev kåret som Shooting Star af EFP i 2015, Lene Maria Christensen (Undtagelsen, Friheden), Solbjørg Højfeldt (Forbrydelsen), Lochlann Ó Mearáin (Outlander) og Johannes Kuhnke (The House That Jack Built, Force Majeure).

– Jeg er overbevist om vigtigheden for kvinder i alle aldre, og fra alle steder, at kende til denne enormt inspirerende historie. Karen Blixen har været et forbillede siden min barndom: En eventyrs-figur, ordkunstner, vidt rejsende, en tænker. Alligevel kendte jeg ikke den sande historie om selve den proces, – smertefuld, afprøvende og vildt spændende – gennem hvilken en kvinde på 46 år, dybt ramt af sit livs allerstørste krise, fandt ind til sit eget egentlige talent, og herved også frem til den frihed hun søgte, siger Connie Nielsen.

Canneseries 2022 løber fra 1. – 6. april 2022.

-Vi fornemmede straks Cannesseries’ store interesse og begejstring for ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, og vi er stolte af at være blevet udtaget til konkurrencen. Vi glæder os meget til at dele vores historie om det bemærkelsesværdige ikon Karen Blixen med festivalpublikummet og branchen, siger producer ved Zentropa, Marie Cecilie Gade.

’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’ er en serie af Dunja Gry Jensen og instrueret af Jeanette Nordahl efter idé af Connie Nielsen og Karoline Leth og inspireret af Karen Blixens liv og breve og med uddrag fra hendes novelle ”Drømmerne”. Serien er produceret af Zentropa ved Marie Cecilie Gade, Karoline Leth og Charlotte Hjordt i samarbejde med Belga og Stage 5 og med støtte fra Public Service Puljen, Nordisk Film & TV Fond, Wallimages og fra Belgian Federal Government Tax Shelter via Belga Films Fund, Wallimage og med støtte fra Den Europæiske Union. Executive Producer fra NENT Group er Marlene Billie Andreasen.

 

Kilde: Nent Group presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard