Streamingnyt

Viaplay Group indgår midlertidig aftale med Create Denmark og Producentforeningen

Viaplay har indgået en midlertidig aftale med Create Denmark og Producentforeningen om at genoptage de danske produktioner, der blev sat i bero i starten af juni. Aftalen kommer efter en ærgerlig periode, hvor udviklingen af dansk drama har været standset. Parterne værdsætter vigtigheden af fortsat udvikling af lokalt dansk indhold til gavn for både seere og det kreative produktionsmiljø – og derfor har alle givet indrømmelser for at nå denne aftale.

Selvom aftalen er midlertidig, forpligter alle tre parter sig til at finde en langsigtet løsning, og vil genoptage den konstruktive dialog i efteråret 2022.

Filippa Wallestam, EVP og Chief Content Officer for Viaplay Group, siger:

Hos Viaplay Group er vi stolte af vores nordiske DNA og af mere end 30 års bidrag til den kreative sektor i hele Norden. Med vores høje ambitioner for produktion af lokalt indhold har det været smertefuldt at forestille sig en situation, hvor vi ikke fortsat kunne bidrage til udviklingen af originalt dansk indhold af høj kvalitet. Vi er meget glade for at have fundet en midlertidig løsning og vil gerne takke Create Denmark og Producentforeningen for deres konstuktive tilgang i denne proces. Dette er et vigtigt første skridt, men vi skal også fortsat huske, at der er andre udfordringer på det danske mediemarked, som skal adresseres og findes en løsning på.

Benjamin Boe Rasmussen, Create Denmark, siger:

Vi, Create Denmark og forbundene, byder den nye midlertidige aftale velkommen. Den gør det muligt for manuskriptforfattere, instruktører, skuespillere, klippere, filmfotografer produktionsdesignere og resten af branchen at komme tilbage til arbejdet på Viaplay-produktioner.

Det har ikke været let, men vi tror det er lykkedes os at indgå en fornuftig aftale, der giver os tilstrækkelig med tid til at finde en bæredygtig og langsigtet aftale. Dette er et vigtigt første skridt, og vi takker Viaplay og Producentforeningen for nogle intense og produktive forhandlinger.

Jørgen Ramskov, CEO Producentforeningen, siger:

Viaplay spiller en stor og vigtig rolle for den danske film- og tv industri. Derfor er det også en stor glæde, at Producentforeningen i tæt samarbejde med fagforeningerne organiseret i Create Danmark har forhandlet en midlertidig aftale på plads med Viaplay, så en række produktioner igen kan komme i gang. Det har været hårde forhandlinger, men alle parter har bidraget konstruktivt til en løsning. Nu er næste trin at vi alle fokuserer på at få forhandlet en bæredygtig og langsigtet løsning herhjemme.

Selvom der er gjort fremskridt, står en fortsat stor udfordring tilbage for Viaplay

Selvom vi i Viaplay Group er meget tilfredse med de fremskridt, som denne midlertidige aftale medfører, vil vores muligheder for at investere i lokalt dansk indhold i fremtiden blive bestemt af helt andre regler omkring den kommende seks procent streamingafgift der er besluttet i den nye medieaftale, som i øvrigt ikke har været en del af forhandlingerne i den midlertidige aftale.

For at definere en bæredygtig fremtid vil vi, i Viaplay Group aktivt søge de bedst mulige løsninger til at fremme produktionen af dansk indhold, og ser frem til at indgå i konstruktive dialoger fremadrettet.

Kilde: Viaplay Group Presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard