Viaplay går all in på engelsk fodbold: Nu vises alle kampe fra EFL Championship
Viaplay udvider sin satsning på engelsk fodbold markant. Med en ny langsigtet rettighedsaftale kan streamingtjenesten fremover vise samtlige kampe fra EFL Championship live – i alt mere end 550 opgør pr. sæson.
Allerede fra den kommende weekend kan danske seere følge danske profiler som Mathias Kvistgaarden, Jannik Vestergaard, Anis Ben Slimane, Victor Kristiansen, Elias Jelert og Victor Torp, når de tørner ud i en af Europas mest intense og traditionsrige ligaer.
EFL Championship er Europas fjerdemest sete fodboldliga og rummer en række klubber med stærk historik blandt danske fans – herunder Leicester City, Southampton, Middlesbrough, Coventry City, Ipswich Town, Blackburn, Hull City, Queens Park Rangers, Stoke City og Millwall.
Ifølge Peter Nørrelund, EVP & Chief Sports & Business Development Officer hos Viaplay, er aftalen et vigtigt skridt i platformens ambition om at være den førende destination for engelsk fodbold i Norden.
“Passionen og dramaet i engelsk fodbold er ganske enkelt uden sidestykke. De traditionsrige klubber, intensiteten i hver eneste kamp og de uforudsigelige historier fænger fans verden over – og naturligvis også her i Norden. Ved at sikre os alle rettighederne til at vise EFL Championship kan vi fortsætte med at levere enestående værdi og underholdning i verdensklasse,” siger Peter Nørrelund.
Hos EFL ser man også frem til samarbejdet.
“EFL er stolt placeret i kernen af engelsk fodbold og leverer uovertruffet drama, autenticitet og passion på tværs af alle vores turneringer. Med støtte fra vores partnere har vi i de senere år formået markant at udvide ligaens globale rækkevidde og fanbase, og vi ser frem til at arbejde endnu tættere sammen med holdet hos Viaplay for at give fans i Norden mulighed for at følge hvert eneste dramatiske øjeblik,” siger Ben Wright, Chief Commercial Officer i EFL.
Med aftalen føjer Viaplay endnu en rettighed til en i forvejen omfattende portefølje af engelsk fodbold. Platformen har allerede rettigheder til Premier League, FA Cup og Carabao Cup.
“Med Premier League, FA Cup, Carabao Cup og nu samtlige Championship-kampe solidt forankret på vores platform i mange år fremover er Viaplay uden tvivl hjemmet for engelsk fodbold i Norden,” siger Peter Nørrelund.
Kampene fra EFL Championship bliver som udgangspunkt kommenteret på engelsk, mens udvalgte opgør også vil blive sendt med dansk kommentering.



