Nyt bilprogram på TV 2 – Vi elsker biler
Kan man parallelparkere en kampvogn? Findes der virkelig bilister i Danmark, der har monteret anhængertræk på en Porsche 911? Og kan man køre rallyløb på en travbane?
Det er blot nogle af de spørgsmål, man kan få svar på, når de to bilelskere Anders Breinholt og Christian Grau dykker ned i bilens univers i TV 2s nye programserie ’Vi elsker biler’, der har premiere tirsdag 26. maj kl. 21.25.
Hvad siger vores bil om os?
I ‘Vi elsker biler’ tager Anders Breinholt og Christian Grau på en sjov og inspirerende rejse ind i bilens verden. På hver deres måde elsker de to mænd nemlig biler – Christian Grau som den historie-elskende æstetiker og Anders Breinholt som den impulsive og umiddelbare bilelsker.
På en let og ikke bilteknisk måde kommer vi rundt i og omkring transportmidlet, der er en del af vores hverdag. Hvem kører i hvilke biler? Hvad siger vores bil om os? Og hvad er vigtigst ved en bil? Det forsøger de to bilentusiaster blandt mange andre spørgsmål at få svar på. Vi skal blandt andet se på arbejdsbiler, familiebiler, superbiler og grønne biler. Hvorfor? Fordi vi elsker biler.
I første program ser de to værter nærmere på nogle af de mange arbejdsbiler, der omgiver os. Vi skal blandt andet en tur med på Anders’ gamle arbejdsplads, og så skal vi ud at køre med nogle af kongerigets fineste.
”Bilen trænger til noget kærlighed”
Anders Breinholt og Christian Grau har glædet sig afsindigt meget til at lave programmet.
– Bilen fortjener kort sagt at få noget kærlighed. Den er politisk stigmatiseret og kulturelt udstødt, men danskerne elsker deres biler, og derfor har vi lavet disse otte programmer, der hylder bilerne i vores land. Det er benzin, det er følelser, og det er eddermame på tide, siger Christian Grau – og Anders Breinholt supplerer:
– Der findes tv-programmer om huse, sommerhuse, haver, blomster, dyr og mad, og det er alle sammen rigtige dejlige ting, som vi bruger i vores hverdag – men bilen er noget, de fleste danskere benytter sig af dagligt. Derfor er det en god idé med et bilprogram.
Hjulspin i en Skoda Octavia
I de første programmer ser de to herrer nærmere på arbejdsbiler og familiebiler. Turen går blandt andet til Københavns Lufthavn, hvor der findes en række potente arbejdsbiler, der dagligt hjælper til med at få en travl dagligdag til at forløbe problemfrit. Og da Anders og Christian efterfølgende får til opgave at bugsere en bil på værksted, kommer Anders’ fortid som Falckredder ham virkeligt til gode.
Familiebiler er per definition ikke det kønneste stykke køretøj, men det lykkes faktisk Christian og Anders at finde frem til et par modeller, hvor både funktionalitet og manddom går op i en højere enhed. Og så bliver det også opklaret, om man kan lave hjulspin i en Skoda Octavia i Ishøj.
Programmet er produceret af Breinholts Pineapple Entertainment og vil også kunne ses på TV 2 Play.