Ulrich Thomsen om The New Pope – næsten for flot til tv
Ulrich Thomsen er stolt over at være med i Oscarvinderen Paolo Sorrentinos The New Pope, som har Jude Law og John Malkovich i hovedrollerne som rivaliserende paver. Den storslåede dramaserie, som desuden tæller Sharon Stone og Marilyn Manson som gæstestjerner, får eksklusiv dansk premiere på [CMore] søndag den 26. januar.
Ulrich Thomsen er i fornemt selskab i The New Pope, hvor han bliver instrueret af Paolo Sorrentino, og spiller over for Jude Law og John Malkovich.
– Det er nogle af sværvægterne i vores fag. Det en af de sjældne godbidder, du kun får en gang imellem i din karriere. Jeg er fan af alle tre, så det var kort sagt fantastisk, siger Ulrich Thomsen, der medvirker i tre af de i alt ni afsnit af The New Pope.
– Den er flot filmet. En god biografoplevelse og næsten for flot til tv, tilføjer Ulrich Thomsen og griner.
Amerikaneren Lenny Belardo (Jude Law), som blev valgt til ny pave under navnet Pius XIII, i den prisbelønnede serie The Young Pope, ligger i koma. I hans fravær tager den sofistikerede og charmerende engelske aristokrat Sir John Brannox (John Malkovich) plads i Pavestolen under navnet John Paul III.
Den nye pave synes perfekt, men viser sig at skjule på hemmeligheder og være en smule skrøbelig. Han finder også hurtigt ud af, at det ikke bliver let at erstatte den karismatiske og unge Pius XIII, som svæver mellem liv og død.
Ulrich Thomsen spiller rollen som den danske doktor Lindegard, der holder vågent øje med den komaliggende paves helbred.
– Lægen er en stærkt troende katolik. Da Jude Laws karakter helt uventet vågner fra koma, står han tilsyneladende over for et mirakel og skal pludselig forholde sig til, om sådan et virkelig kan finde sted? Det var skønt at spille rollen, som beskæftiger sig med evige spørgsmål om tro og den større mening med livet, siger Ulrich Thomsen.
– Jeg troede i starten, at serien handlede om, at alle ville være pave og forgiftede hinanden. Men i virkeligheden er det en meget eksistentiel serie, der i princippet handler om at være menneske, tilføjer den danske skuespiller.
Alle ni episoder af The New Pope er instrueret af Paolo Sorrentino, der tidligere har modtaget en Oscar for filmen ’Den store skønhed’. Sorrentino har skrevet The New Pope sammen med Umberto Contarello og Stefano Bises, og serien er samtidig opfølgeren til The Young Pope og dermed Paolo Sorrentinos anden serie om pavedømmet.