Uge 43 er Knæk Cancer-uge på TV 2
Kræft rammer én ud af tre danskere, og de to andre bliver pårørende. Uge 43 er Knæk Cancer-uge på TV 2, hvor danskerne står sammen og giver en hjælpende hånd mod kræft. Cecilie Frøkjær og Louise Wolff er ambassadører i en uge med fokus på oplysning og indsamling til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.
Der bliver indsamlet pant, afholdt velgørenhedsmiddage og danset linedance. Opfindsomheden er stor, når danskerne i uge 43 står sammen om kræftsagen. Gennem mange år har Knæk Cancer samlet danskerne, gjort os klogere på kræft og indsamlet penge, så færre får kræft, og så flere kan overleve kræft og få et bedre liv efter sygdommen.
Knæk Cancer ønsker at skabe åbenhed om kræft og sige til danskerne, at ingen skal stå alene med sygdommen, hvad enten de selv er ramt eller er pårørende.
– Knæk Cancer viser handling og et håb om nye veje til at komme kræft til livs, og det gør mig fantastisk stolt hvert år at opleve sammenholdet og opbakningen til dette initiativ. Jeg elsker danskernes kolossale engagement og involvering i Knæk Cancer, og den indsats, de gør, er dybt inspirerende for os alle sammen, siger programdirektør Lotte Lindegaard, TV 2.
Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, siger:
– Knæk Cancer er blevet ét stort fællesskab, hvor vi samler alle danskere uanset alder, indkomst og geografi og understreger, at vi sammen kan gøre en forskel. De indsamlede penge går til markante og lovende projekter på kræftområdet. Mere end 200 projekter er allerede sat i gang. Nogle har allerede gjort – og andre kommer til at gøre – en forskel for kræftpatienter og deres pårørende, siger Jesper Fisker.
Knæk Cancer har ifølge direktøren rykket markant på kræftindsatsen i Danmark. I alt har 268 projekter fået penge siden 2012, herunder vigtig forskning, som ikke kunne være sat i gang uden Knæk Cancer. Alle projekter er beskrevet på detgårpengenetil.dk.
Ambassadører og værter i ’Knæk Cancer Live’
I Knæk Cancer-ugen byder TV 2 på særlige programmer og indslag, der sætter fokus på forskning i kræft og på livet som kræftpatient og pårørende. Det sker i ’Go aften Live’ og ’Go’ morgen Danmark’ – sidstnævnte indleder Knæk Cancer-ugen allerede søndag i uge 42 (søndag 20. oktober).
Det sker også i en dokumentar, i en specialudgave af ’Størst’ med Peter Ingemann, i ’Vild med dans knækker cancer’ i Det Kongelige Teater og i lørdagens ’Knæk Cancer Live’, hvor Cecilie Frøkjær og Louise Wolff er aftenens værter.
– At være en del af Knæk Cancer er noget af det, der giver allermest mening for mig, fordi vi er sammen om noget svært. Og jo mere vi taler om det, des mindre ensomhed er der forbundet med at være syg eller pårørende. Jeg tager selv imod alle de prøver, jeg bliver tilbudt – mammografi og test for tarmkræft – og mens jeg venter på svaret, er cancer meget nærværende. Og jeg har en kæmpe respekt for de mennesker, der hver dag – på trods af cancer – har fokus på at leve deres liv, så godt de kan, siger Cecilie Frøkjær.
Hendes medvært Louise Wolff siger:
– Det er enormt meningsfuldt for mig at være med til at løfte en vigtig sag som Knæk Cancer. Jeg tror på, at dét at handle og forsøge at gøre noget giver os alle en følelse af mening og formål midt i noget, der ellers kan synes meningsløst. Ingen bør være alene med kræft, og jeg håber, at vi med Knæk Cancer kan skabe både håb og en følelse af fællesskab.
Knæk Cancer lever – foruden på tv og på knækcancer.tv2.dk – via aktiviteter og indsamlinger i hele landet hos borgere, foreninger, virksomheder, sponsorer og samarbejdspartnere. Herudover følges Knæk Cancer stærkt på sociale medier som Facebook, hvor fællesskabet har 330.000 følgere, og på Instagram.
Danskernes engagement imponerer
Det folkelige engagement hos danske privatpersoner, foreninger og virksomheder har været voksende, siden TV 2 og Kræftens Bekæmpelse for første gang i 2012 gennemførte Knæk Cancer. Sidste år registrerede Kræftens Bekæmpelse cirka 500 frivillige aktiviteter, som mundede ud i indsamlinger af ofte meget betydelige beløb.
Også en række bysamfund – især i Jylland – har skabt store Knæk Cancer-begivenheder med det formål at samle ind. Byer som Kolding, Esbjerg og Juelsminde har anmeldt store spisearrangementer til fordel for Knæk Cancer, og byer som Jelling, Hobro, Lyngå, Aulum, Skovsgaard, Hedensted, Juelsminde, Give, Norddjurs, Aars, Kolding og Aabybro er i gang med omfattende indsamlinger.
En række byer gennemfører stemningsfulde ’Tænd et lys’-arrangementer arrangeret af frivillige fra Stafet for Livet. Her er det muligt med lysposer at mindes personer, der er døde af kræft, og vise støtte til dem, der er ramt af kræft. Indsamlingsprogrammet ’Knæk Cancer Live’ sender i løbet af aftenen direkte fra ’Tænd et lys’-begivenheden i Vordingborg.