TV3 vil gøre mandag til ugens bedste tv-dag
Mandag er ikke længere en træg begyndelse på en lang uge – det er ugens bedste tv-dag. I hvert fald dette efterår på TV3. Sådan lyder det fra TV3 når de skal sælge deres efterårs lineup mandag aften fra 19 til lidt over 23.
Allerede klokken 19.00 har TV3 premiere på “Masterchef”, hvor en stribe danske kendisser dyster om at vinde kokkekonkurrencen og blive Danmarks første Masterchef.
I premiereprogrammet mandag den 5/9 er det Timm Vladimir, Trine Appel og Dennis Knudsen, som forsøger at behage dommernes smagsløg. De tre faste dommere er kokkene Thomas Herman, Henrik Yde-Andersen og Anders Aagaard.
Herefter overtager en ægte TV3-klassiker skærmen klokken 20.00, når ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg skyder den 14. sæson af “Robinson Ekspeditionen” i gang med “Jagten på det Gyldne Kranie”. Oven på strabadserne tager TV3 klokken 21.20 seerne fra ekspeditionen på Filippinerne til fest, ferie og fæle tømmermænd i anden sæson af reportageserien “Sommer i Sunny Beach”.
Men mandag på TV3 er langt fra slut endnu. Klokken 22.00 er der nemlig premiere på TV3’s helt nye realityserie ”Fristet – hvor langt vil du gå?” med Adam Duvå Hall som vært. Med sit lumske blik og et snedigt smil på læben udfordrer han 10 deltageres grad af egoisme og grådighed i en pragtvilla i Alanya, Tyrkiet.
Allerede i premiereafsnittet frister Adam med 20.000 kroner, hvis blot en af deltagerne vil pryde sin balle med en tatovering af en skeløjet ged, ligesom han stiller 30.000 på højkant for en blendet guldfisk… Se med på TV3 fra klokken 19.00.
Kilde: TV 3 presse