TV-giganten Canal+ overvejer opkøb af Viaplay
Den franske mediegigant Canal+ overvejer at fremsætte et bud på streamingtjenesten Viaplay. Det skriver det svenske medie Dagens Industri med henvisning til Bloomberg News.
Ifølge oplysningerne vurderer Canal+ sammen med den tjekkiske investeringsgruppe PPF Group at købe hele Viaplay og tage selskabet af børsen.
En sådan aftale vil passe godt ind i Canal+’s strategi om at styrke sin position inden for internationale opkøb og fusioner, forklarer Bloomberg-journalist Chloe Meley i podcasten Stock Movers. Hun peger samtidig på, at et opkøb kan føre til markante omstruktureringer i Viaplay.
Canal+ og PPF er allerede de to største aktionærer i Viaplay. Efter en kapitaludvidelse i februar 2024 sidder Canal+ på 29,33 procent af aktierne, mens PPF ejer 29,29 procent.
Ifølge Bloomberg vurderes omkostningerne ved en potentiel handel at være håndterbare for parterne.
Nyheden om et muligt opkøb har sendt Viaplays aktiekurs op med omkring fem procent. Samlet set er aktien steget cirka 60 procent siden årets begyndelse, hvilket kan indikere, at eksisterende investorer ser tidspunktet som gunstigt for et fuldt opkøb.
Viaplay har i dag en samlet børsværdi på omkring 6,3 milliarder svenske kroner.



