TV 2|Programafdelingen styrkes med to nye redaktører
Med virkning fra 1. maj 2011 styrkes TV 2|Programafdelingen med ansættelsen af to nye redaktører. De to kommende redaktører er journalist, tilrettelægger, redaktionschef og vært Pelle Hvenegaard samt Heidi Kim Andersen, der har været redaktionschef og tilrettelægger på en række fakta- og dokumentarprogrammer til TV 2 og DR.
– Det er en stor glæde for mig, at Pelle Hvenegaard og Heidi Kim Andersen har sagt ja til at være med på TV 2s stærke redaktørhold. Redaktørjobbet udføres i tæt samarbejde med de uafhængige producenter, og både Pelle og Heidi har indgående kendskab til arbejdet i produktionsmiljøet, hvor de har vist deres store talent for at udvikle nye og interessante tv-programmer til danskerne, siger TV 2s programchef, Keld Reinicke.
Fra ”Rundfunk” til ”Herre i eget hus”
Pelle Hvenegaard er uddannet journalist i 2005 fra Syddansk Universitet i Odense. Allerede i praktiktiden arbejdede han med tv, og her var han bl.a. med til at igangsætte TV 2s ungdomsprogram ”Rundfunk”.
Han har arbejdet både bagved og foran kameraet som vært, udvikler, tilrettelægger og redaktionschef på meget forskellige programserier – fra det prisbelønnede TV 2 Charlie-program ”Syv sure mænd” til TV 2 og Zulu-programmerne ”Dagens mand”, ”Herre i eget hus”, ”Comedy Fight Club” og ”Zulu Kvægræs”.
12 år med fakta og dokumentar
Heidi Kim Andersen har gennem de seneste 12 år arbejdet med fakta- og dokumentar-programmer i både serier og som enkeltstående programmer. Som tilrettelægger eller redaktionschef har hun til TV 2 bl.a. produceret ”Operation X for børn” og ”Min næsten normale familie”, dokumentarserien ”Velkommen til virkeligheden” og to portrætprogrammer i serien ”Hele historien”.
Hun har også været tilrettelægger og redaktionschef på dokumentarserierne ”Koste hvad det vil” og ”Danskernes krønike”, som Bastard Film producerede for DR1. Heidi Kim Andersen kommer til TV 2 fra stillingen som redaktionschef på den igangværende sæson af ”Danmark ifølge Bubber”.
Kilde: TV 2 presse