TV-Nyt

TV 2 Zulu fylder 10

tv2zuluTV 2 Zulu har det seneste årti markeret sig som kanalen, der sætter dagsordenen, når det handler om skæv comedy, nytænkende sitcoms og hjerteligt drengerøvsfjernsyn. Fredag 15. oktober fylder kanalen 10 år og fejrer det ved at kigge tilbage på nogle af alle de vilde, vovede og vanvittige Zulu-programmer, der har mærket nationen for livet – på både godt og ondt.

I anledning af fødselsdagen rydder Zulu sendefladen og sender i løbet af fødselsdagsdøgnet en maraton af programmer fra Zulus glorværdige historie. Seerne kan glæde til en række gakkede gensyn fra hele tiåret, hvor Zulu kom til verden og satte tv-verdenen på den anden ende med programmer, der udfordrede etablissementet og gjorde op med vanetænkningen.

Så gys med, når glasbordet sprænger i "Åndernes Magt", grin med, når John Schmidt går amok i "P.I.S.", og græm dig, når vi undersøger alverdens ulækre sygdomme i "Hypokonder".

Hele dagen står i de gustne gensyns tegn, når vi går på jagt i arkiverne og blænder op for en hel dag med læssevis af galimatias, lige fra "Penislægens Værksted" bestyret af Jan Elhøj og hans letpåklædte sygeplejersker, til Gintbergs late night-løjer, Martin Brygmann og Iben Hjejles "Løjsere" og alle de gamle mandriller for fuld udblæsning ved Kronprins Frederiks bryllup i den originale Zulu Royal-transmission.

Alt sammen serveret og kommenteret af de medvirkende, der i dagens anledning er mødt op for at give Zulu et par velvalgte – og ucensurerede – ord med på vejen.

I løbet af dagen kan man opleve gensyn med:

• "FC Zulu", der tog realitygenren og gav den et los over skinnebenet ved at glorificere 16 charmerende supernørder, der med deres totale fravær af sportsligt talent gav ordet boldmongol en helt ny betydning

• "Zulu Bingo", der med Jan Elhøjs kugler i centrum relancerede bedstemors bingoaften med en hel ny måde at trække numre på – og samlede Zulu-seere foran cafeernes storskærme i jagten på de særeste præmier som f.eks. brandbiler, voldpimpede fiskekuttere og James Bonds aflagte flyvemaskine

• "Hypokonder", hvor Zulu tog det værste fra lægens bord og gjorde bakterier, bumser og forstenet afføring til underholdning i den bedste sendetid. "Hypokonder"-spillet blev en landeplage, og der blev ikke sparet på underholdende – og ulækre – detaljer, når de kendte blottede deres intimiteter og tog temperaturen på Danmarks dårligdomme

• "Gintbergs Store Aften", hvor den politiske satire med Jan Gintberg og en lang række unge komikere ved roret gjorde sit indtog på Zulu og næsten dagligt svitsede magthavere og meningsdannere over en sagte (satirisk) nyhedsild

• "Zulu Royal", der 14. maj 2004 skabte tv-historie ved at sætte comedy-rekord med 9,5 times live-udsendelse i anledning af Kronprins Frederik og Marys bryllup. Under de mange timer blev der delt kærlige klap ud til kongehuset, og "Grev Ingolf Klokken" blev årets tradition hjemme i stuerne. Ingen detalje var for lille for d’herrer Casper Christensen, Frank Hvam, Lasse Rimmer og Lars Hjortshøj

I den igangværende efterårssæson oplever TV 2 Zulu fremgang i sin kommercielle seerandel. I ugerne 33-40 har TV 2 Zulu i år en kommerciel seerandel (21-50 år) på 6,6 procent – mod henholdsvis 6,5 procent, 6,1 procent og 6,0 procent i de samme uger i årene 2009, 2008 og 2007.

I dette efterår har ”Zulu Comedy Galla”, comedyugen og ”Zulu Djævleræs” opnået seerrekorder og overgået konkurrerende kommercielle kanaler. Torsdag 14. oktober byder Zulu premiere på en helt ny komedieserie ”Tung Metal” med bl.a. Uffe Holm, Geo, Robert Hansen og Jan Gintberg på rollelisten.

I det kommende år byder TV 2 Zulu bl.a. på en ny serie med Linda P og Mick Øgendahl, kanalen arbejder sammen med Casper Christensen på en ny sitcom, og ”Kvæg-ræs” kommer med et nyt, stærkt cast og i et forbedret koncept.

TV2 Zulu i fremtiden
Hvis det står til programchef Maiken Wexø, TV 2 Networks så skal Zulu blive bedre til at lave kanalens nye programmer, som først og fremmest skal være sjove. Men dramaerne i programmerne må ifølge Maiken Wexø gerne være endnu større, dramaturgien skal have stærkere ”hooks”, og der skal være mere på spil, som det f.eks. er lykkedes gennem flere sæsoner af ”Zulu Djævleræs” med hjælp fra dygtige redaktører, tilrettelæggere og klippere.

– TV 2 Zulu skal have endnu flere seere ind i butikken. Vi vil have flere programmer med over 200.000 seere, og det afspejler sig også i de programmer, vi efterspørger hos producenterne. Den korte overskrift er ”Tænk sjovt, tænk stort og tænk ”ud af boksen”. Og først og fremmest: Tænk kun Zulu”. Et TV 2 Zulu-program skal tænkes til Zulu fra starten, siger Maiken Wexø.

Reality på TV 2 Zulu?
Ifølge Maiken Wexø skal TV 2 Zulu bl.a. levere alternativer til programmer som ”Paradise Hotel”, ”Sunny Beach” og ”Singleliv”.

– Det er helt rigtigt, at andre kanaler skal producere f.eks. ”Sunny Beach”, men det skal Zulu ikke. Vores niche er en anden, nemlig humoren, og den kan vi bedre end andre. Så vi skal dyrke vores styrke samtidig med, at vi selvfølgelig interesserer os for de virkemidler, der fungerer i reality. Det er ikke en genre, vi ikke vil beskæftige os med, men det vil altid være med et glimt i øjet og med et originalt humoristisk tvist, når Zulu bevæger sig i reality-genren, siger Maiken Wexø. 

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard