TV-Nyt

TV 2 viser spritny krimiserie fra BBC

tv2 logo2013De fleste ville juble, hvis de fik chancen for at arbejde under Caribiens varme sol, men ikke vicekriminalkommissær Richard Poole, spillet af Ben Miller, fra London. Han foretrækker til enhver tid Englands våde vejr, sin eftermiddagste og en nystrøget skjorte frem for en skyfri himmel, sand mellem tæerne og det dybblå hav. Så da han bliver sendt til tropeøen Saint-Marie for at opklare en kompliceret mordsag, tænker han kun på at komme hjem igen – hurtigst muligt.

Mød den lidt specielle, men topprofessionelle politimand i TV 2s nye fredags-krimiserie “Death in Paradise”, der har premiere 17. februar kl. 20.

Det er ikke kun vejret og naturen, Richard Poole skal vænne sig til, også den lokale, faldefærdige politistation og de lokale betjentes arbejdsmetoder lader en del tilbage at ønske. Poole kan ikke komme væk hurtigt nok, men der er et mord, der skal opklares, og Poole gør det så godt, at han – til sin store fortrydelse – bliver belønnet med et fast job på Saint-Marie. Uanset, hvordan han føler for sine nye omgivelser, har han ikke tænkt sig at give køb på sine høje arbejdsmoral. Og det hele ville sikkert gå meget lettere, hvis han bare kunne finde en ordentlig kop te.

Pooles nye partner er kriminalassistent Camille Bordey (Sara Martins), og selv om Poole sikkert aldrig vil indrømme det, udgør de det perfekte makkerpar. Den ene betjent, Dwayne Myers (Danny John-Jules), er på lidt for venskabelig fod med de kriminelle, synes Poole, men det har sine fordele. Den anden betjent, Fidel Best (Gary Carr) er så god, som dagen er lang, og det er ofte ham, der leder kollegerne tilbage på sporet, når de er kørt fast i en sag.

“Death in Paradise” er produceret i 2011 og optaget på Guadeloupe, for Saint-Marie er en fiktiv ø, der er opfundet til lejligheden. Der er foreløbig lavet otte episoder, og hvert afsnit rummer en afsluttet kriminalgåde.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard