Programmet ’Lego Masters’ kommer nu for første gang i en dansk udgave og overtager pladsen fredag aften efter X-Factor er slut. Det melder TV 2. Lego Masters’ har haft stor international succes i lande som England, Australien, Holland, Frankrig, Sverige og USA. Nu skal Danmark altså også have en udgave.
‘LEGO Masters’ består af i alt otte programmer med premiere 16. april på TV 2 PLAY og TV 2. Finalen sendes fredag 28. maj på TV 2 PLAY og fredag 4. juni på TV 2.
Det går Lego Masters på TV 2 ud på
I den danske udgave dyster otte par. De otte par skal på tid løse forskellige udfordringer igennem konkurrencen. De har tre millioner Lego-klodser at gøre godt med. De par, der løser opgaverne bedst, er videre i konkurrencen, mens nogle løbende må forlade den, indtil der står tre par tilbage i finalen. Det par, der vinder ‘LEGO Masters’, vinder æren og det store ‘LEGO Masters’-trofæ. Derudover vil vinderparret blive bygget i LEGO-klodser, som udstilles i ‘Miniland’ i LEGOLAND® Billund.
Det er Søren Dyrhøj, Senior Designer i Lego, der bedømmer parrenes kreationer ud fra parametre som opfindsomhed, historiefortælling og teknisk kunnen.
Komiker og skuespiller Victor Lander, som vi kender fra blandt andet ‘Stormester’ på TV 2, er vært på programmet, og han glæder sig til at guide både deltagere og seere igennem udfordringer, bedømmelser og afgørelser:
– Vi har alle sammen bygget med LEGO-klodser som børn. Og helt ærligt, hvem ville så ikke ønske, at de var blevet ved? Det her program er en hyldest til de kreative, modige og nørdede mennesker, der ikke bare er blevet ved med at bygge, men har lagt en masse tid og energi i at blive sindssygt gode til det. Og jeg glæder mig helt vildt til, at verden skal møde dem og se, hvad de kan udrette, siger Victor Lander.
Mens Danmark i store dele af det seneste år har været lukket ned, har mange danskere kastet sig over kreative udfordringer som puslespil, strik og Lego-byggeri.
– Programmet rammer ned i en tid, hvor både voksne, børn og alle dem midt i mellem higer efter nye idéer og inspiration til at gøre dagene mere farverige. Det bliver sjovt, nyt og anderledes, og alle kan være med, siger TV 2s kanalchef, Dorthe Thirstrup.
Vært Victor Lander
Skuespiller og standupkomiker. I 2014 var Victor en af de tre nye talenter i ‘ZULU Comedy Galla’ og har siden blandt andet stået bag onemanshowet ‘Victor flygter hjemmefra’. Victor har haft værtsjobs og roller på DR Ramasjang, blandt andet i rollen som sønnen i færdselsserien ‘Sikker & Søn’. I 2020 deltog Victor i tredje sæson af ‘Stormester’ på TV 2 – og vandt.
Dommer Søren Dyrhøj
Senior Designer i LEGO Koncernen. Har designet LEGO-sæt siden 1997. Søren begyndte sin karriere med at designe de første LEGO® Star Wars™ sæt. Nogle af de sæt, han står bag, er Dødsstjernen™, Star Destroyer™, NINJAGO® templet, Hogwarts™ Slottet og senest Speed Champions Ferrari og Lamborghini. Som designer elsker Søren at lave det, som andre ikke tror, kan lade sig gøre. For eksempel funktionen, der lader NINJAGO® templet dele sig eller detaljerne, der får LEGO-modellen til at ligne den originale bilmodel bedst muligt.
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag