TV-Nyt

TV 2 og DR sommerens vindere

sommer tv 2Den korte konklusion på sommerens tv-sening lyder: DR og TV 2 vandt – godt trukket frem af VM-fodbold og Tour de France.

Samtidig var spillefilm, comedy, krimisommer og store nyhedsbegivenheder hovedingredienserne i fremgangen, når det gælder ZULU, CHARLIE og NEWS.

Fra juni og frem til midten af august har TV 2s hovedkanal stået for næsten 25 procent af danskernes tv-sening – en fremgang på knap ét procentpoint i forhold til samme periode af 2013. Også DR1 havde klar fremgang og stod i perioden for 21 procent af danskernes tv-sening.

– VM-slutrunden var helt afgørende for danskernes tv-sening i en hel måned, og det nød TV 2 og DR1 godt af. Samtidig viste danskerne igen deres store interesse for Tour de France, selv om konkurrencen fra det fantastiske sommervejr var en alvorlig modstander, siger TV 2s programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, der også glæder sig over, at tv-forbruget i sommeren 2014 – trods vejret – har ligget en smule højere end i sommeren 2013.

Anne Engdal Stig Christensen glæder sig ligeledes over god tilslutning til TV 2s weekendunderholdning og til de sene film på hverdagsaftener. Samtidig tilkendegiver programdirektøren, at der er plads til forbedring i TV 2s primetime.

Også når det gælder de kommercielle seerandele – hvor tv-seningen alene måles blandt de 20-60-årige og på de kommercielt finansierede kanaler – har TV 2 fremgang.

TV 2-kanalernes samlede kommercielle share ligger på 60 procent i sommeren 2014 – en fremgang på ét procentpoint. Akkurat som i foråret var der også i sommermånederne tilbagegang til SBS Discovery-gruppen.

Nichekanaler trodsede VM-modstanden
For TV 2s nichekanaler var der lagt op til en vanskelig sommer i kamp mod især attraktive VM-fodboldkampe, men TV 2 ZULU, TV 2 CHARLIE og TV 2 NEWS viste, at det kan betale sig at kæmpe.

TV 2 ZULU havde blandt de 15-40-årige sin næstbedste sommer nogensinde, og det kan især tilskrives ZULUs sommerfilm samt genudsendelser af dansk comedy og af ’Beverly Hills 90210’.

For TV 2 CHARLIE blev sommeren også den næstbedste nogensinde i kanalens primære målgruppe, og her var det igen den populære krimisommer og danske film, som løftede seerandelen. Især krimierne med Frost og gensynet med ’Strisser på Samsø’ sikrede CHARLIE stærke uger.

TV 2 NEWS dækkede i sommerens løb bl.a. flykatastrofer, terrortrussel i Norge, krigen i Gaza og udviklingen i dansk politik, og det gjorde NEWS så godt, at kanalen har haft sin bedste sommer nogensinde. NEWS har i sommerens løb stået for knap fire procent af danskernes tv-sening, og det rækker til en placering som landets sjettestørste kanal i perioden.

– Tv-forbruget er anderledes i sommerperioden end i resten af året, og bl.a. tænder danskerne senere for fjernsynet end i andre dele af året. ZULU og CHARLIE har fundet en solid og populær sommer-opskrift i form af comedy, film og krimiserier, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard