Branche-Nyt

TV 2 gør status over 2017

”Et overordentligt vellykket år for TV 2-familien”.

Sådan lyder den korte karakteristik, når TV 2s indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, ser tilbage på 2017, hvor TV 2 i disse uger runder sit hidtil største fiktions-år af med den stærkeste julekalender i Danmark i mange år og med populære juleprogrammer på flere kanaler.

Samlet set har TV 2-familien fremgang i seerandel for tredje år i træk – nu til knap 38 procent af danskernes samlede tv-sening. 2017 bliver rekord-år for både TV 2 SPORT, TV 2 NEWS og TV 2 FRI, og også TV 2 CHARLIE har fremgang.

Hertil kommer, at TV 2s streamingtjeneste TV 2 PLAY når nye højder og har rundet 350.000 abonnenter og flere end 700.000 brugere.

– For fire år siden gjorde vi relevans og senere ’Alt det vi deler’ til nøglebegreber for TV 2s hovedkanal. Det har været en succes, og vi er i gang med at brede relevans-begrebet ud til andre kanaler, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Flere og flere danskere ser NEWS, og eksempelvis har eftermiddagsprogrammet ’NEWS & Co.’ været med til at gøre NEWS mere relevant for de nyhedsinteresserede danskere. TV 2 FRI er blevet danskernes foretrukne livsstilskanal med danske og udenlandske programmer i genren.

– Vi har også gjort TV 2 CHARLIE mere interessant for de nye 50-årige i kraft af bl.a. nye musikprogrammer og nye fiktionsserier, herunder den danske ’Mercur’, som i år satte den ene seerrekord efter den anden. På grund af bl.a. markant flere 50-60-årige seere øger CHARLIE sin samlede seerandel i 2017, og det glæder vi os ekstremt meget over, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Fremgang i nyhedsseningen på både TV 2 og NEWS
Det er ikke alene på NEWS, at nyhedsseningen er vokset i 2017. Også alle de store nyhedsudsendelser på TV 2s hovedkanal har fremgang, herunder 18 Nyhederne, der i efteråret 2016 blev udvidet, og 19 Nyhederne, som i de seneste måneder har været landets mest sete nyhedsudsendelse.

– Vi har skruet op for nyhedsdækningen og for public service-indsatsen, og danskerne følger med i dækningen. Det er en stor opmuntring, at danskerne vælger vores nyhedsudsendelser i en tid, hvor der er fokus på at sikre troværdig nyhedsdækning til seere og brugere, siger Anne Engdal Stig Christensen, der også glæder sig over en særdeles flot kommunalvalgdækning, som blev fulgt i stor til på TV 2-Regionerne, TV 2 og TV 2 NEWS.

I kraft af nye tiltag i NEWS-fladen og stærke magasiner overgår TV 2 NEWS i år seerandelen i rekordåret 2015 – også selv om færre danskere nu kan se TV 2 NEWS via flow-tv som følge af mindre tv-pakker i adskillige husstande.

TV 2 NEWS kommer ud af 2017 som Danmarks sjette mest sete kanal og med en seerandel på 4,2 procent – en fremgang på knap 20 procent i forhold til 2016.

Danske stjerner på TV 2 SPORT
Også TV 2 SPORT sætter rekord i 2017 med en seerandel på 2,2 procent, som er den højeste share, en dedikeret sportskanal nogensinde har haft i Danmark. TV 2 SPORT er nu større end de øvrige rene sportskanaler i Danmark – TV3 SPORT og Eurosport-kanalerne – tilsammen. Læs mere her.

– Det er karakteristisk, at TV 2 SPORTs fremgang primært er skabt af danske sportsstjerner og danske sportsrettigheder. På TV 2 SPORT har vi næsten hver dag kunnet fejre store danske sportsfolk inden for bl.a. badminton, tennis og håndbold, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Stort fokus på de unge i 2018
Mens fire TV 2-kanaler går frem i 2017, har TV 2 ZULU udfordringer på grund af ændrede tv-vaner hos de yngre seere.

– Det handler primært om et skifte i måden at se indhold på, og derfor er det glædeligt, at ZULUs programmer fungerer så godt på TV 2 PLAY. Vi drejer hele tiden indholdsprofilen på ZULU for at komme tættere på de unges virkelighed, og der er blevet taget rigtigt godt imod de nye tiltag. 2018 ser fin ud, og vi fortsætter retningen på bl.a. fiktionsområdet, hvor vi præsenterer anden sæson af ’Perfekte Steder’, siger Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter:

– Genrelt vil vi i 2018 sætte mange kræfter ind på at komme tættere på de unge seere og brugere, og vi vil vise, at TV 2 – og især TV 2 ZULU – fortsat er relevant for de yngre målgrupper.

Vil skabe mere af alt det, vi deler
TV 2s hovedkanal fortsætter i 2018 arbejdet med ’Alt det vi deler’, som understreger TV 2s fokus på det, der samler os frem for det, der adskiller os. Året indledes med bl.a. markante dokumentarer, EM i herrehåndbold samt kendte og nye fiktionsserier efter fiktions-rekordåret 2017.

– Nyheder, aktualitet og dokumentar har også vores allerstørste fokus, og vi vil fortsat gøre os umage med at ramme de dagsordener, der optager danskerne, siger Anne Engdal Christensen.

TV 2s hovedkanal ender 2017 med en seerandel på godt 24 procent – en tilbagegang på cirka ét procentpoint i forhold til 2016.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard