TV-Nyt

TV 2 Charlie genforener Meyerheim og Frøkjær

Lørdag 19. november blænder TV 2 Charlie op for ”Charlies Hjertegalla” – et storstilet indsamlingsshow til fordel for Hjerteforeningen sendt direkte fra Allerhuset i København. Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim styrer slagets gang, når Charlie rækker hånden ud og støtter en vigtig sag.

Hver dag rammes ti danskere af et hjertestop uden for hospitalet, og kun én overlever. Den triste kendsgerning taler for sig selv, men heldigvis er der håb forude. Statistikken kan ændres, og lørdag 19. november samler TV 2 Charlie penge ind til Hjerteforeningens arbejde med forskning og uddannelse af folk til at yde livreddende førstehjælp ved hjertestop.

– Det handler om uvidenhed. Folk ved ikke, hvad de skal gøre, når de er vidne til et hjertestop. At man rent faktisk kan gøre noget for, at flere mennesker overlever, er jo opmuntrende. Vi kan alle sammen være med til at ændre statistikken, siger Cecilie Frøkjær, der er overrasket over, at så få danskere overlever et hjertestop.

Hjertegalla vaerter


Frøkjær og Meyerheim genforenet
De to populære værter Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær har ikke lavet tv sammen i fem år. Nu kan danskerne glæde sig til at opleve det populære makkerpar med den helt særlige jargon, når de igen står forenet til TV 2 Charlies store indsamlingsshow.

– Det gør en verden til forskel, at Cecilie sagde ja til at være vært på ”Charlies Hjertegalla” sammen med mig. Vi kender hinanden rigtigt godt, og i de ti år, vi har arbejdet sammen, har der aldrig været en snert af en konflikt. Cecilie er en god vært: Naturlig, superprofessionel, velforberedt og med stor indlevelse og nærvær, siger Michael Meyerheim.

Første indsamlingsshow på Charlie
Det er første gang, TV 2 Charlie laver et indsamlingsshow, og da kanalen blev præsenteret for ideen, var man heller ikke i tvivl om, at det var en sag, der skulle støttes.

– ”Hjertegallaen” ligger fuldstændig i tråd med Charlies ånd. Desværre viser statistikken, at det er den modne del af befolkningen, der har størst risiko for at få et hjertestop. TV 2 Charlie henvender sig til samme målgruppe, og derfor er det helt oplagt, at ”Hjertegallaen” bliver vist på vores kanal, siger kanalchef Maiken Wexø, der håber, at danskerne vil bakke op om indsamlingsshowet og støtte den vigtige sag.

Festlig aften i en god sags tjeneste
”Charlies Hjertegalla” er et helaftensshow med fest, musik og god gedigen underholdning sendt direkte fra de smukke omgivelser i Allerhuset i København. På scenen optræder et udpluk af de mest populære danske kunstnere som Birthe Kjær, Brødrene Olsen, Tommy Kenter, Niels Hausgaard, Søs Egelind, Casper Christensen og Frank Hvam m.fl., der alle bidrager for at støtte den gode sag.

Ved telefonerne sidder et prominent hold af kendte danskere bestående af bl.a. Per Pallesen, Line Baun Danielsen og Ulla Terkelsen, som tager imod seernes donationer.

“Charlies Hjertegalla” bliver vist lørdag 19. november kl. 21.00 på TV 2 Charlie.
 

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard