TV-Nyt

TV 2 016 – Årskavalkade på TV 2

TV 2 016 årskavalkade TV
Foto: Per Arnesen / TV 2)

Også i år finder TV 2 de største øjeblikke frem fra året, der snart er gået, i kavalkaden ‘TV 2 016: De største øjeblikke’. Gallashowet optages i smukke omgivelser i Operaen i København og vises på TV 2 torsdag 29. december kl. 20.00.

2016 har været et fantastisk år med kolossale danske sportspræstationer, et dramatisk år med terror, et minderigt år, hvor vi har taget afsked med store kunstnere, og et vildt år med både et overraskende amerikansk præsidentvalg, Brexit, ballade på Borgen og en ny regering.

De tre værter Cecilie Frøkjær, Divya Das og Morten Ankerdal får gæster fra både Christianborg og sportens verden, og så er der masser af god musik – bl.a. Volbeat feat. Johan Olsen.

Volbeat med forsanger Michael Poulsen har oplevet en kæmpe succes i USA og har solgt flere end fire millioner albums udenfor Danmark og optræder denne aften for første gang i seks år på tv.

Blandt aftenens andre gæster er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Danmarks nye udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og guldsvømmeren fra OL, Pernille Blume, der blev olympisk mester i 50 meter fri.

I Danmark – og i verdens brændpunkter
Fra verdens brændpunkter kigger TV 2s korrespondenter Ulla Terkelsen, Jesper Steinmetz og Rasmus Tantholdt forbi. Alle tre var med til at dække det vilde amerikanske præsidentvalg i efteråret, og fra den hjemlige arena kan danskerne bl.a. møde Isabella på 25 år, som ret utraditionelt er flyttet ind hos sin 91-årige morfar. Morfaren følte ikke, at nogen havde brug for ham længere, men så tog barnebarnet affære.

Verden tog i 2016 afsked med en række store musiknavne som David Bowie, Prince og Leonard Cohen, som hyldes af en række danske kunstnere som Oh Land og ’Voice Junior’-vinderen Oliver, Ida Corr og det unge stortalent Jacob Dinesen. Desuden kommer Rasmus Walter feat. Niclas, Aura, Burhan G og Joey Moe.

– 2016 har været et mildest talt uforudsigeligt år – fuld af begivenheder, vi ikke havde set komme, og som vendte op og ned på alle forventninger. Det afspejler ‘TV 2 016: De største øjeblikke’ selvfølgelig også, så vi har forberedt nogle overraskelser undervejs til seerne denne aften, siger Svend Rasmussen, redaktionschef i TV 2 Event.

I showet afsløres også flere af de sjoveste øjeblikke, som danskerne har stemt om på tv2.dk. På sitet vil man også kunne tage quizzen ‘Husker du, hvad der skete i 2016?’. Quizzen er aktiv efter jul og kan tages enten på nettet eller printes ud, så man kan dyste med familie og venner i jule- og nytårsdagene.

‘TV 2 016: De største øjeblikke’ optages live-on tape onsdag 14. december.

TV 2 016: De største øjeblikke vises på TV 2 torsdag 29. december kl. 20:00

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard