TV-Nyt

Tre late prime-premierer på TV 2

Natholdet TV2TV 2 varmer endnu en gang op under den sene aftenflade med tre underholdende sæsonpremierer på ”Natholdet”, ”Politirapporten” og ”Kaos i Skagen” i uge 39.

Anders Breinholt er igen klar til at give seerne et overblik over dagens begivenheder og levere skarpvinklede baggrundshistorier og måske en lille quiz sammen med de skiftende medværter, når tredje sæson af TV 2s late night show, ”Natholdet”, går i luften mandag 26. september.

I premiereugen vil blandt andre Lars Hjortshøj, Uffe Holm og Signe Lindkvist agere medværter, som sammen med Anders Breinholt vil vende dagens begivenheder i en række skæve indslag og spøjse betragtninger.

”Natholdet” er en af de late prime-satsninger, som, siden premieren i efteråret 2010, har formået at øge TV 2-seeningen i den sene aftenflade. I det tidsrum, hvor ”Natholdet” er blevet sendt, har TV 2 fået cirka 30 procent flere seere i alderen 21-50 år i foråret 2011 end i de tilsvarende uger i foråret 2010.

Med politiet på arbejde
Fra tirsdag 27. september følger TV 2 igen betjente på arbejde i ”Station 2 Politirapporten”. 

I denne sæson kan seerne følge betjentene i Syd- og Sønderjylland. Blandt andet et helt nyt hold politielever, der for første gang skal ud på gaden og afprøve sig selv efter første forløb på politiskolen. 

Seerne er med på politieleven Tanja Beiers første vagt. Hun lander i en potentielt farlig situation, hvor hun sammen med sin kollega står overfor en truende mand. Tanja Beier skal nu foretage sin første anholdelse, men manden er absolut ikke samarbejdsvillig.

Masser af “Kaos i Skagen”
Kendisser, knallerter og masser af kaos er med til at skyde en ny sæson af TV 2s populære reportageserie fra toppen af Danmark, “Kaos i Skagen”, i gang onsdag 28. september.

Hver sommer mødes masser af danskere i Skagen – byen som byder på smuk natur, malerkunst og historisk idyl, og som derfor er et yndet feriemål for mange turister – danske såvel som udenlandske.

Men Skagen er meget mere end det. Her gælder det også om at se – og blive set. Den mest populære ferieuge er uge 29. Her vokser Skagens befolkningstal til tidobbelt størrelse, når motorcyklister, danske kendisser og energiske forretningsfolk valfarter til byen. 

TV 2s reportageserie tegner et billede af en hektisk tid i byen på toppen af Danmark.

Taxaquiz
Torsdag 29. september har TV 2 desuden premiere på det helt nyt rullende quizprogram i den sene aftenflade.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard