Toppen af Poppen i den bedste sendetid
TV 2 har programsat den nye sæson af Toppen af Poppen. Det er fjerde gang TV 2 samler en række danske musikere og denne gang er de medvirkende: Jørgen Klubien, Wafande, Anne Dorte Michelsen, Clemens, Barbara Moleko, Rasmus Walter og Poul Krebs.
De syv sangere og sangskrivere mødes til et både mindeværdigt og meget musikalsk topmøde i Allinge på Bornholm, hvor de i løbet af en uge vil komme med nye fortolkninger af hinandens musik og sange.
Første afsnit af Toppen af Poppen sendes søndag 17. august kl. 20:00 og her er det den hjemvendte ‘Soul Cowboy’ fra LA og forsanger i ‘Danseorkestret’, Jacob Klubien, som er dagens hovedperson og første mand i det musikalske centrum. Klubien, som også er tegner og animator og har arbejdet for både Disney og Pixar, fortæller bl.a., hvordan han har formået at holde to meget forskellige karrierer kørende på to kontinenter på samme tid.
Barbara Moleko: 27 år. Udgav første single ‘Gå en tur’ i marts 2012. Første soloalbum ‘Lykken er…’ udkom september 2012. Hun blev mor i november 2013.
Anne Dorte Michelsen: 55 år. Kendt fra 80?er-gruppen Tøsedrengene, som blandt andet havde hittene ‘Sig du ka’ li’ mig’ og ‘Indianer’. Efter det dannede hun ‘kvind-tetten’ Venter på far, ligesom hun har sin solokarriere.
Clemens: 34 år. Rapper, som udgav debutalbummet ‘Regnskabets time’ i 1998. Han har udgivet seks studiealbums og vandt en Grammy for sit andet album ‘Den anden verden’.
Wafande: 31 år. Debuterede i maj 2011 med single ‘Gi’ mig et smil’. Hans første album udkom senere samme år. Han er aktuel som coach i ‘Voice – junior’, og hans andet album ‘Nyt land’ kommer på gaden den 19. maj.
Rasmus Walter: 36 år. Tidligere forsanger i Grand Avenue. Udgav soloalbummet ‘Rasmus Walter’ i april 2011 og udgav andet soloalbum ‘Lige her lige nu’ i marts 2013
Poul Krebs: 57 år. Har udgivet 23 albums og opsamlinger, som til sammen har solgt mere end en million eksemplarer. Han fik sit store gennembrud i 1995 med albummet ‘Små sensationer’.
Jørgen Klubien: 54 år. Medlem af Danseorkesteret, som havde hittet ‘Regndans’. Han er desuden tegner og har været animator på en række danske og udenlandske tegne- og animationsfilm.