Branche-Nyt

To personer anholdt for organiseret salg af pirat-tv

NSK har i dag ved en koordineret anholdelsesaktion slået til på fire adresser i Nordjylland og Nordsjælland og anholdt to personer for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter.

Anholdelserne sker efter en kortere efterforskning med bidrag fra Nordjyllands Politi, der kom på sporet af de nu anholdte.

De to anholdte mistænkes for at have udbudt ulovligt IPTV – også kendt som pirat-tv via internettet – til et betydeligt antal personer på tværs af Danmark. Det er NSK’s opfattelse, at der er tale om et organiseret foretagende, hvor adgangen til det ulovlige IPTV blev solgt som abonnementer med et stort antal tv-kanaler.

I forbindelse med ransagningerne er flere forskellige it-effekter blevet beslaglagt til brug som bevis i sagen.

Politikommissær i NSK, Anders-Emil Nøhr Kelbæk, siger:

”Denne sag handler om en organiseret gruppe, der udbyder ulovligt IPTV til kunder i hele landet. Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har anholdt to personer, som vi anser for at være bagmænd til det ulovlige salg. Salg af pirat-tv sker på bekostning af de retmæssige rettighedshavere, og som seer er det ulovligt at benytte.”

De anholdte fremstilles ikke i grundlovsforhør og vil blive løsladt efter afhøring.

I samme kategori

Back to top button