Tinne Hjersing Knudsen bliver vært på TV Avisen

Efter mere end fire år som DR’s korrespondent i Storbritannien vender Tinne Hjersing Knudsen hjem til Danmark. Her bliver hun en del af værtsholdet på TVA (TV Avisen) med en særlig central rolle på TVA Live.
Siden 2020 har Tinne Hjersing Knudsen med base i London været DR’s korrespondent i Storbritannien. Hun har bl.a. rapporteret hjem om en kompliceret udmeldelse af EU, og hvad Brexit har betydet for Storbritannien i årene efter. Før det var Tinne Hjersing Knudsen blandt andet vært på ‘P1 Morgen’.
– Jeg glæder mig meget til at få Tinne Hjersing Knudsen som vært på TVA. Hun er en ekstremt dygtig journalist og formidler. Hun forstår at gøre komplicerede historier forståelige, hun er nysgerrig og videbegærlig, og så er hun en meget inspirerende og behagelig kollega at samarbejde med. Jeg har fulgt hende som vært på ‘P1 Morgen’ og som korrespondent i London, og med de kompetencer kan hun blive en stor gevinst for TVA og for seerne, siger Marie Buss, der er ledende redaktionschef for TV i DR Nyheder.
Tinne Hjersing Knudsen ser frem til at fortsætte hos DR i en ny værtsrolle:
– Det er et job, man siger ja til med en passende portion ærefrygt og stolthed. TVA er en af de vigtigste institutioner i det danske medielandskab, hvor troværdigheden i den grad er i højsædet. Det vigtigste for mig bliver at leve op til den tillid, som danskerne har til TVA, siger hun.
Værterne på TVA udfylder mange forskellige roller – både i de faste TVA-udsendelser, live-udsendelser og ved særlige begivenheder som valg og historiske øjeblikke. Tinne Hjersing Knudsen vil ofte være at finde i studiet hos TVA Live, hvor der hele tiden
TVA Live er DR’s nyhedstilbud, hvor man altid kan blive opdateret på, hvad der sker i Danmark og i resten af verden netop nu. Brugerne kan finde TVA Live i DR’s Nyhedsapp, på DRTV og via dr.dk.
DR har endnu ikke lagt sig fast på den fremadrettede dækning af de britiske øer, når Tinne Hjersing Knudsen træder ind på TVA’s værtsholdet.