Net-TV

Test: DreamTV Play Mini – Ultra HD IPTV boks med Android

TV er mere og mere flyttet fra de traditionelle distributionsformer som kabel-tv, tv-antenne og parabol over på streaming. En nyere produktkategori i forhold til tv-bokse er IPTV bokse, der ikke har nogen indbygget tv-tuner men i stedet kan streame tv.

DreamTV Play Mini er et nyt bud i denne produktkategori, som vi har haft lejlighed til at teste. DreamTV Play koster 799,- hos Tektronic.dk.

Produktet er stillet til rådighed af Tektronik, hvorfor vi skal markere denne test med annonce. De har ikke haft indflydelse på vores vurdering.

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

Udpakning og Design

DreamTV Mini Ultra HD topDesignet er som Dreambox, så selv om produktet ikke markedsføres som et Dream Multimedia produkt, så er der hos de potentielle kunder vist ikke nogen tvivl om, hvem man associerer produktet med.

DreamTV mini tilslutninger

På boksen finder vi som tidligere nævnt ikke nogen tuner tilslutning, men den kommer med:

  • Netværksport (100 Mbit)
  • Optisk lydudgang
  • HDMI udgang (v. 2.1)
  • Service port
  • To USB porte på siden (1 x 2.0 og 1 x 3.0)
  • WiFi 802.11 a/b/g/n/ac 2,4 og 5,0 GHz
  • Bluetooth 4,2

På fronten er der en SD Kort læser.

DreamTV er en 4K boks baseret på en 2.0 Amlogic  Quad-Core-Processor S905X2 med ARM Mali-G31MP2 grafik. Der er også HDR support. Lagrings/hukommelsesmæssigt så er der 16 GB flash / 2 GB Ram.

DreamTV mini remoteDen medfølgende fjernbetjening er som vi kender den fra de seneste Dreambox modeller, og den fungerer udmærket. Der skulle på et senere tidspunkt vist komme en bluetooth model, der så vil kunne tilbyde stemmekommandoer, det er naturligvis ikke muligt via IR.

DreamTV app

DreamTV Mini sprogDreamTV boksen kommer med indbygget DreamTV app, der også håndterer selv opsætningen af boksen, hvor du vælger opløsning, sprog, tidszone og WiFi. I forhold til sprog kan der lige nu kun vælges mellem Engelsk, Tysk og Italiensk i forhold til DreamTV delen. Efterfølgende kan du dog i Android indstillingerne ændre til dansk som generelt Android brugeroverflade sprog.

DreamTV updateDer var i forbindelse med installationen også en opdatering.

DreamTV Mini IPTV sourceSlutteligt i opsætningsguiden kommer vi til opsætning af netværks tv-delen. DreamTV understøtter protokoller som Xtream, Stalker, m3u, Enigma2. Vi har testet med sidstnævnte, der gør det muligt at streame tv med EPG og kanallogoer fra en Engima2 baseret tv-boks. Det kan være en Dreambox en VU+ eller en anden tv-boks, der er baseret på Enigma2 softwaren.

Således kan man af denne vej f.eks. benytte DreamTV boksen til enkelt at få tv i et andet rum trådløst, eller med den rette opsætning, og god nok internetforbindelse, måske endda i sommerhuset. Vi har i hvert fald kunne streame rstp url (m3u fil) på boksen fra en adresse udenfra hjemmenetværket.

DreamTV Mini IPTV enigma2

I forhold til Enigma2, så skal man indtaste ip-adresse, port og login oplysninger til ens Enigma tv-boks. Her er det værd at nævne, at du også kan indtaste dette via et webinterface fra adressen https://dreamtv.app/config#/device?lang=en Det er noget nemmere end via fjernbetjeningen.

Benytter du kanallogoer (Picon billeder), så kan du også indtaste stien til disse på din Engima2 tv-boks.

DreamTV Mini kanalliste

Efterfølgende henter DreamTV Play så tv-kanaler fra din Engima2 tv-boks ind. Så fungerer boksen i praksis som en tv-boks med tuner. Du kan zappe mellem kanaler, se programoversigt med mere.

Snapshot 20200110 131959Kanalskifte sker hurtigt. Der kan gå et kort øjeblik inden billedet kører med fuld hastighed. Af og til oplevede vi ved kanalskift, at billedet hakkede, det kunne dog løses ved at skifte kanal frem og tilbage. Om dette er noget lokalt med vores netværk, eller noget generelt som der kan optimeres med en kommende opdatering, ved vi ikke.

DreamTV Mini EPG omtale

Et tryk på ok knappen giver dig info om kanal og aktuelt program. Klikker du efterfølgende på info knappen, kan du læse programomtale til programmet og bladre til omtaler af kommende programmer.

Med DreamTV Mini Enigma2 kilde, så hentes dine kanalliste ind fra din Enigma2 tv-boks. Du kan desuden oprette din egen favoritliste ud fra disse direkte på DreamTV Mini boksen her.

Det skal lige nævnes, at er dine kanaler kodede, og dit kortlæsermodul ikke kan afkode mere end én ting af gangen, så kan du ikke se tv på din Enigma2 tv-boks og streame samtidigt til DreamTV boksen. Der skal også være en ledig tuner i din Enigma2 tv-boks, for at du kan se forskellige kanaler samtidigt på de to enheder. Efterhånden er der dog mange Enigma2 baserede tv-bokse fra f.eks. Dreambox og Vu+ med såkaldte FBC tunere, der giver dig en masse ekstra tunere, der er oplagt til brug med IPTV.

DreamTV Mini Movie sectionI DreamTV brugeroverfladen er der udover TV også sektioner til film og serier.

Android 9 men ikke Android TV

DreamTV Mini AndroidDreamTV kommer med Android 9, men det er værd at nævne, at det ikke er Android TV, men derimod Android Tablet version. Den fungerer dog meget på samme måde, men apps du kan installere fra Google Play butikken er Android tablet apps. I forhold til streamingtjeneste apps, så skal man dog ofte ind via den alternative Aptoiode TV app og installere for eksempel YouTube og Viaplay.

DreamTV MiniNetflix er muligt på DreamTV boksen, men ser ikke ud til at være officielt understøttet. Når man starter Netflix op, spørger den om man vil opdatere app’en, men gør man det, så kan Netflix slet ikke startes. Desuden er Netflix app’en en tablet app, så ikke helt optimalt også rent brugeroverflademæssigt. Man skal altså ikke forvente 4K streaming af Netflix indhold.

I Viaplay app’en er der beskeden om at enheden ikke er godkendt, så man ikke garanterer, at det fungerer optimalt.

DR TV har ikke en Android TV app, men eftersom der her er tale om Android Tablet software, så havde vi troet at man kunne finde den i Play butikken, men den var ikke at se. Vi fik installeret DR TV via apk fil, men vi kunne ikke komme til at afspille noget. Navigation og valg af indhold virkede ikke rigtigt med fjernbetjeningen. Først da vi tilsluttede USB mus, kunne vi vælge noget og se det.

DreamTV TV 2 Play fejl TV 2 Play ser ud til at komme med en fejl på forsiden i app’en som installeres via Aptoiode TV.

Ellers så er der jo et væld af muligheder med Kodi eller Plex, som kan installeres nemt på boksen fra menuen.

Konklusion

DreamTV Play Mini er en interessant prisgunstig IPTV boks, der både håndterer Ultra HD og HDR indhold.

Vi synes særligt den fungerer godt som IPTV-modtager, med en Enigma 2 boks som kilde var nem at komme i gang med. Her får man en tv-oplevelse,s om der var tv-tuner i boksen, og du kan således trådløst sende dit tv videre fra stuen til et andet rum.

Det ville jo være genialt, hvis en dansk lovlig udbyder kunne tilbyde live tv-kanaler som IPTV til boksen her, for så ville det jo være med en traditionel brugeroverflade med tv-guide og kanalliste og kanalzapping, som man kender det. Men der er formentlig rettighedsmæssige og hardwaremæssige sikkerhedsmæssige krav til, at det ikke er noget, vi ser.

Du kan også installere Android apps på DreamTV Play Mini, som udvider mulighederne endnu mere, men konkret i forhold til apps streamingtjenester, så ville vi anbefale en anden løsning end denne boks. Det ville have været bedre med Android TV som platform i forhold til dette i hvert fald.

DreamTV Play koster 799,- hos Tektronic.dk.

I samme kategori

Back to top button