Svensk medie: Telia vil købe TDC
Telia vil gerne have fingrene i TDC og gerne hurtigt, det skriver den svenske erhvervsavis Dagens Industri i hvert fald.
Det er ikke første gang der er rygter fremme om, at Telia skulle være interesseret i at købe TDC, blandt andet fordi det svenske selskab har haft enormt vanskeligt ved at tjene penge på det danske telemarked.
For ikke at blive solgt så skulle TDC som modsvar overveje at lægge bud på det svenske kabelselskab Com Hem. Et køb af Com Hem, der sælger bredbånd, tv og telefoni, vil nemlig betyde, at Telia formentlig ikke kan få lov at købe TDC, da selskabet i så fald vil blive en for dominerende spiller på det svenske marked.
Det vil dog formentlig kræve en stor kapitalforhøjelse, da TDC i øjeblikket har en høj gæld efter opkøbet af norske Get i 2014.
Kilde: borsen.dk