Sukkertoppen – hylder landets bedste konditorer
Interessen for mad og særligt den søde slags er vokset støt de sidste år. Vi samles gerne i køkkenet ved tilblivelsen af maden og ved bordet, når det skal spises.
Men vi samles også omkring fjernsynet, når dygtige mennesker viser deres evner i gastronomien.
Nu tager TV 2 skridtet videre og sætter landets bedste konditorer i stævne til en konkurrence, hvor vi hver uge møder tre nye professionelle konditorhold fra Danmarks absolutte kage- og bageelite, der skal konkurrere i alt fra karameliseringskompetencer og spektakulære blikfang i kampen om at nå den store bryllupskagefinale, hvor kun et hold kan vinde.
I ‘Sukkertoppen’ bliver herlighederne styret af Mette Blomsterberg, som får sin debut som vært.
I dommerpanelet sidder dessertconnoisseur Nikolaos Strangas fra Strangas Dessert Boutique og marcipanaficionado Ronnie Holmen fra Odense Marcipan.
– Det er helt nyt for mig, at jeg nu skal være vært. Det er en kæmpe udfordring, hvor jeg kan mærke i min mave, at jeg er megabegejstret, men også lidt nervøs. Jeg har været vært i mine egne kageprogrammer, men nu skal jeg være vært for andre, siger Mette Blomsterberg til TV 2.
DOMMERNE
Nikolaos Strangas (41 år) er en af sværvægterne i dansk kagekunst. Han er bl.a. oplært i Frankrig og kender alt til den franske konditorskole, selvom han oprindeligt er fra Grækenland. Han har været dessertkok på Era Ora, og har i dag egen kagebutik i København.
Ronnie Holmen (31 år) er uddannet konditor fra La Glace, chocolatier, dessertkok på eksklusive gourmetrestauranter som f. eks. Søllerød Kro, Hermann og Henne Kirkeby Kro. Ronnie har sin baggrund og det faglige konditorhjerte med, når han dagligt leder og udvikler fagcenteret hos Odense Marcipan.
Danmarks bedste
Modsat andre lignende konkurrencer, så har TV 2 denne gang indkaldt nogle af landets bedste professionelle kagekunstnere til en dyst på tværs af landet.
– I ‘Sukkertopppen’ får seerne lov til at være med helt tæt på, når nogle af landets dygtigste konditorer går i konkurrencemode, og kæmper mod hinanden i at skabe de mest imponerende og uimodståelige kager og desserter i kampen om at nå den store bryllupskagefinale, hvor kun et hold går hjem som vinder, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.
Mette Blomsterberg har også efterlyst et program, hvor man kan hylde landets konditorer.
– Det er fantastisk, at vi nu skal sætte professionelle på arbejde. Jeg elsker at se mennesker, som ved, hvad de laver og som kan imponere os alle sammen. Der bliver meget mere faglighed, hvor deltagerne skal være skarpe fra starten for at gå videre, siger Mette Blomsterberg til TV 2.
TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech fortæller også, at danskerne skal glæde sig til fagnørderi med kager på et utroligt højt niveau. De medvirkende er både eksperter indenfor deres felt og samtidig passionerede konkurrencemennesker.
– For de medvirkende er det kun det ypperste, der er godt nok, så vi kommer til at se nogle kagekunstværker, der både vil imponere og fascinere, samtidig med, at man måske inspireres i det små, selvom man nok ikke helt kan gøre de medvirkende kunsten efter, siger han.
Masser af kage
Flere danske kokke har opnået stjernestatus herhjemme, men konditorer har været en lidt forbigået faggruppe – selvom det danske køkken har været inde i en forrygende udvikling.
– Vi tror på, at tiden er kommet til at se samme ryk inden for kager og desserter. Bagning og kagekunst er allemandseje og er et stort og populært emne, og vi glæder os til at præsentere seerne for nogle af de dygtigste danskere indenfor det felt, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.