Stor premiereuge på TV 2
”BS & Outsiderne”, ”1.C”, ”Felix rykker ind”, ”Danmark ifølge Bubber” og ”Razzia – SKAT rykker ud”. Det er perlerækken af programmer, som TV 2 i næste uge har premiere eller sæsonpremiere på. ”BS & Outsiderne”, ”1.C” og ”Razzia – SKAT rykker ud” bliver vist tirsdag 9. oktober, mens ”Felix rykker ind” og ”Danmark ifølge Bubber” har premiere torsdag 11. oktober – begge dage fra kl. 20.00.
Barsk ekspedition
I ”BS & Outsiderne” venter der deltagerne en ekspedition fra Atlanterhavskysten i Namibia til Victoriavandfaldet i Zambia. Tværs igennem Afrika i barskt og krævende terræn. Men det er ikke det eneste, der gør turen usædvanlig, for deltagerne i ”BS & Outsiderne” er alle fysisk handicappede uden ekspeditionserfaring – men alligevel har de valgt at tage med på udfordringen gennem Afrika, der selv for mennesker uden handicap synes umulig at gennemføre.
– Tv om handicappede og det at være handicappet er et emne, der er svært at servere i prime time for et stort publikum, men jeg synes, at ”BS & Outsiderne” gør det på en begavet måde, siger TV 2s redaktør Jes Schrøder.
Læs mere om ”BS & Outsiderne” her
Virkelighedsportræt af reality-generationen
Hvordan er det at være ung i dagens Danmark? Det forsøger TV 2 at svare på i den nye reportageserie ”1.C”, hvor man følger seks unge mennesker fra 1.C på Rungsted Gymnasium i deres helt egen hverdag – langt væk fra reality-shows og røde løbere. Vi er med, når der er første skoledag på gymnasiet, når der er introtur for de 31 elever i 1.C, når de har konflikter med deres forældre, lærere og hinanden. For selv om man er privilegeret som ung i Danmark, så er det på ingen måde blevet nemmere at finde den rigtige vej ind i voksenlivet.
Landets største personligheder fra helt nye vinkler
Torsdag er der premiere på en helt ny række portrætprogrammer på TV 2, og i ”Felix rykker ind” kan man opleve nogle af landets største personligheder fra helt nye vinkler. De har alle sagt ja til at lade værten Felix Smith rykke ind i deres liv og følge dem tæt – lige dér, hvor de er lige nu både privat og professionelt.
De store personligheder er Helle Thorning-Schmidt, Medina, Anders Matthesen, Lene Nystrøm, Martin Brygmann, Jarl Friis-Mikkelsen, Simon Kvamm og Pernille Rosendahl.
Læs mere om ”Felix rykker ind” her
Kilde: TV 2