TV-Sport Nyt

SPORT LIVE sikrer sig rettighederne til spansk topfodbold fra Copa del Rey

Endnu flere produktioner fra dansk idræt og mere internationalt indhold skal være med til at styrke programfladen på SPORT LIVE, som netop har sikret sig rettighederne til den spanske pokalturnering Copa del Rey med storklubber som Real Madrid, Villarreal og FC Barcelona.

SPORT LIVE har sikret sig retten til at live-sende 33 kampe pr. sæson fra den traditionsrige pokalturnering Copa del Rey samt den spanske Super Cup, hvor vinderne og to’erne fra La Liga og Copa del Rey mødes. Rettighedsaftalen gælder frem til sommeren 2025.

Spansk klubfodbold har i mange år været populært i Danmark – ikke mindst på grund af en perlerække af store danske profiler. Stjerner som Michael Laudrup, Christian Poulsen, Daniel Wass, Simon Kjær, Allan Simonsen og Frank Arnesen behøver ikke nærmere præsentation.

Også i denne sæson er der danskere med i Copa del Rey, bl.a. Filip Jörgensen (Villarreal) og landsholdsprofilerne Martin Braithwaite (Espanyol) samt Andreas Christensen, som sidste år skiftede fra Chelsea til FC Barcelona med en frikøbsklausul på næsten fire mia. kroner.

En af verdens mest prestigefyldte fodboldpokaler

Med 120 år bag sig er Copa del Rey den ældste nationale fodboldturnering i Spanien. Den er samtidig en af de mest prestigefyldte pokaltitler i verden, og vinderne er automatisk sikret en plads i den efterfølgende sæsons Champions League. Forsvarede mestre i Copa del Rey er Real Madrid, som tidligere på året vandt turneringen for 20. gang i klubbens historie.

SPORT LIVE sender de første kampe i december, når anden spillerunde går i gang. Her skal 56 klubber kæmpe om at gå videre til 1/16-finalerne i januar. Senere på måneden går det løs med 1/8- og kvartfinalerne, og der spilles semifinaler over to omgange d. 7. og 28. februar.

Finalen afvikles lørdag d. 6. april på Estadio de La Cartuja i den sydspanske by Sevilla.

Tv-kanalen SPORT LIVE vil i den kommende tid skrue markant op for mængden af danske sportsproduktioner fra bl.a. basketball, ishockey, tennis, padel, cykling og meget mere.

Derudover vil sendefladen blive styrket med internationale begivenheder og turneringer af interesse for danske sportsseere. SPORT LIVE viser i øjeblikket europæisk basketball med de danske klubber Bakken Bears i FIBA Europe Cup og Svendborg Rabbits i European North Basketball League. Og fra december udvides paletten altså med spansk pokalfodbold.

Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE, udtaler:

“Vi kommer til at skrue op for antallet af danske produktioner i det nye år, men vi vil også tage flere internationale begivenheder ind på sendefladen. Det sker for at sikre et så bredt og attraktivt programudbud som muligt, og første store skridt på vejen er altså den spanske pokalturnering. Spansk fodbold har en solid fanskare i Danmark, og vi glæder os til at vise både Super Cuppen og de mest interessante kampe fra Copa del Rey på SPORT LIVE.”

SPORT LIVE kan ses af over 650.000 danske husstande og distribueres via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox og en lang række kabelnet og lokale antenneforeninger. Kanalen er desuden inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser i mediekoncernen JFM.

Læs mere på www.sport-live.dk/sadan-far-du-sport-live

Kilde: Sport Live presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard