Sport Live kan ses af endnu flere fra 1. april
SPORT LIVE blev etableret i august 2019 og har oplevet en kraftig vækst fra 5.000 til nu flere end 650.000 abonnenter, svarende til over 500 nye kunder hver eneste dag.
Som den eneste sportskanal i Danmark er SPORT LIVE inkluderet i grundpakken hos Waoo, og fra d. 1. april får også Stofas kunder adgang til kanalen i samtlige tv-pakker.
Derudover er SPORT LIVE tilgængelig via YouSee, Allente, Norlys og en lang række af landets antenneforeninger samt i digitale abonnementer i mediekoncernen JFM.
Hos Stofas ejer Norlys er man glade for den udvidede aftale med SPORT LIVE:
”Norlys er en koncern med et stærkt engagement i dansk idræts- og foreningsliv. Derfor er vi også glade for fremadrettet at kunne tilbyde SPORT LIVE til alle vores Stofa-kunder. Kanalen er allerede en del af den store pakke hos både Stofa og Norlys, og med tilføjelsen af endnu flere Stofa-kunder, er det en rigtig stor del af vores kundebase, der får mulighed for at følge med i det lokale idrætsliv via SPORT LIVE,” siger Sune Nabe Frederiksen, administrerende direktør i Norlys Digital.
Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE, tilføjer:
“Det er positivt, at tv-udbyderne ser potentialet i SPORT LIVE, og at de hjælper os med at løfte dansk idræt ved at tilbyde kanalen til så mange af deres kunder som muligt. Jo flere, der kan se kanalen, desto mere lokal idræt kan vi producere til glæde for udøvere, klubber og ikke mindst sportsglade danskere. Ved lanceringen af SPORT LIVE i 2019 havde vi et mål om at nå 100.000 husstande inden for det første år. At vi nu runder 650.000, viser med tydelighed, at der er plads til en tv-kanal med dansk idræt.”