Nyheder

Spise med Price tilbage med egnsretter

spice med price egnsretter
Foto: Anders Dahl / Spise med Price

Price-brødrene er klar med nye opskrifter. Denne gang på roadtrip landet rundt for at smage på Danmark og gå på opdagelse i madretter, som fortæller unikke historier fra områder i alle afkroge af landet. 

Må vi byde på en omgang røde ribben, ålesuppe, krakket sild, bakskuld, Sakkuk eller fyldte torskehoveder? Med campingvogn på trækkrogen kører de to madglade brødre James og Adam Price Danmark rundt og besøger et land fuld af skønne, vidunderlige, mærkelige – ja endda besynderlige egnsretter. Nogle retter er på ulykkelig vis ved at ende i glemmebogen, mens andre allerede er glemt – og gudskelov for det!

“En del af vores kulturarv”
Bag hver en ret, der er gået i arv gennem generationer, gemmer sig traditioner og anekdoter, som fortæller historier fra og om egnen:

“Det har været en fornøjelse at være på turné i campingvognen. De traditionsrige retter er en del af vores kulturarv, og dem skal vi værne om. Nogle af retterne er faktisk også yderst delikate og bestemt værd at bevare,” siger Adam Price.

Nedskalering i køkkenudstyr
Konkurrencen mellem de to brødre om, hvem der har mest køkkenudstyr kommer til at stå sin prøve. Med campingvognens køkken følger en væsentlig pladsudfordring, og der skal en gang i mellem tænkes kreativt og tages utraditionelle metoder og redskaber i brug for at få madlavningen til at gå op i en højere enhed.

“Jeg skal gerne indrømme, at jeg var lidt skeptisk over for campingvognen til at starte med, men jeg savner den faktisk i dag. Vognen er jo hverken fin eller fornem. Modellen er fra midt-80’erne og det kan man tydeligt se,” griner James Price.

‘Spise med Price – egnsretter’ sendes i seks afsnit DR1. Første gang er 22. april klokken 20.00 på DR1, hvor brødrene rejser til Bornholm, og hvor menuen selvfølgelig står på Krakkede Sild, Gudhjemmadyppe, Bornholmske Ristepølser og Braendesnude.

Programoversigt for ‘Spise med Price – egnsretter’:

  • 22. april kl. 20.00 på DR1:  Bornholm
  • 29. april kl. 20.00 på DR1: Sjælland
  • 6. maj kl. 20.00 på DR1: Fyn
  • 13. maj kl. 20.00 på DR1: Nordjylland
  • 20. maj kl. 20.00 på DR1: Sønderjylland
  • 27. maj kl. 20.00 på DR1: Vesterhavet

I samme kategori

Back to top button