Radio og Podcast Nyt

Sommerradio på Radio4

Radio4 skyder sommerferien i gang med en række brandvarme programnyheder, du kan underholde dig med, hvad enten du er til vands, lands eller bare har brug for lidt godt selskab.

Her får du et lille overblik over de nye programmer, der alle har premiere her i uge 26.

Kystland og camperliv

Et radio-roadtrip langs de danske kyster

d1454462 3a8c 8ded 72bf 9fb5d1c24655
Peter, Stine og lille Vitus har pakket familielivet ned i en autocamper for at køre ud i det danske kystland. Foto: Lotta Lemche

Tag med på et uforudsigeligt radio-roadtrip rundt i det danske kystland.

I denne sommerserie kan du følge en lille familie, der elsker havet, på dens tur langs de danske kyster.  Med i autocamperen er Stine, Peter og to-årige Vitus, en lydoptager – og en guitar. I løbet af seks uger vil de smage på og sove ved havet, de vil undersøge, hvilke mennesker der bor og arbejder ved havet, og de vil forsøge at finde ud af, hvordan det påvirker ens liv, når man har kysten så tæt på. Hop ombord og følg Peter, Stine og lille Vitus udforske kystliv samt camperditto hele vejen fra Sydfyn til Thy og fra Lynæs til Læsø.

Hver tirsdag kl. 13.05 

Da rocken kom til Aarhus

En nostalgisk radiotur fra 1950 til i dag

af56e949 379d 3058 8ef0 69b8cc7a0443
Koncert fra 1977 med Shit&Chanel i Botanisk Have. Foto: Lars Kristian Olesen/Aarhusarkivet.dk

Fra pigtråd til punk. Fra Vestergade 58 til hiphop i Aarhus V. Nyt Radio4-program sætter strøm til Aarhus’ rockkultur og -historie fra 1950’erne frem til i dag.

Sommerserien ’Da rocken kom til Aarhus’ er en musikalsk rejse igennem syv årtiers rockhistorier fra den første rockkoncert med Ib Glindemann, over de funklende 80’ere med Thomas Helmig og TV-2, til de nye digitale tider med alt fra LOC og Johnson til Tina Dickow og Jung.

I seks programmer vil Jens Folmer Jepsen slentre ad den lange, lige bane fra 1950 og frem til i dag i selskab med Jørgen Nielsen, der har skrevet bogen ’Rock i Aarhus’. Undervejs vil musikere, aktører og andre personer, der har haft betydning for den aarhusianske rockscene, gæste programserien, der vil være fyldt med nostalgi, personlige anekdoter, endnu ukendte fortællinger og god musik.
Programmet er støttet af FO Aarhus.

Hver lørdag kl. 10.05 

Myten og mysteriet – seks årtier med Bob Dylan

Han har haft en karriere uden sidestykke. Han har glædet, udfordret, chokeret og overrasket sit verdensomspændende publikum i mere end seks årtier. Og så har Bob Dylan netop rundet 80 år.
Det giver anledning til at gå i dybden med manden, myten og mysteriet Bob Dylan.

To timer hver fredag kl. 17.05

Tunnelsyn

Den bliver verdens længste sænketunnel til biler og tog, men bliver den også redningen for det hårdt trængte sydligste Danmark? Journalisterne Emil og Toke tager til Lolland og fortæller historien om Femern-forbindelsen til Tyskland.

Hver torsdag kl. 10.05

Farvel Danmark

De har sagt farvel til Danmark og slået sig ned i alle afkroge af verden. I dette sommerprogram spørger Stine Kromann Dragsted seks forskellige mennesker, hvorfor de er rejst fra Danmark og hvilke konsekvenser, deres valg har haft. Hvad er det for et liv, Danmark ikke kan give dem? Hvad har de fået i stedet, og vil de nogensinde sige goddag til Danmark igen?

Hver fredag kl. 10.05

Skabersind

Findes der en opskrift på kreativitet? Og i så fald, hvordan lyder den? De spørgsmål stiller vært og keramiker Tue Winther danske kunstnere og kreative typer i ‘Skabersind’, hvor han gennem en programrække undersøger kreativitetens væsen.

Hver søndag kl. 13.05

Radio4 redder tonen på nettet

Man skal ikke skrive noget på nettet, som man ikke ville sige i virkeligheden. Alligevel går det gang på gang galt med tonen på de sociale medier. Hvorfor sker det? Og hvad gør vi ved det. Det forsøger Cecilie Fuhlendorff at finde ud af.

Hver tirsdag kl. 11.05

Morgenmenneske

Hvad kan de store nyhedshistorier og aktuelle begivenheder fortælle om os som mennesker? Den menneskelige adfærd er i fokus fra morgenstunden på Radio4. Stå op med Tony Evald Clausen og lær dig selv og dine medmennesker bedre at kende.

Mandag-fredag kl. 06.05

Kilde: Radio4 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard