YouSee NytHDTV

Flere HD end SD kanaler hos YouSee

youseehdtvKnap syv år efter sin debut slår HDTV nu igennem som det mest udbredte tv-format herhjemme. I den kommende tid blænder landets største tv-distributør, YouSee, op for yderligere tre tv-kanaler i HD, og dermed bliver der på kabel-nettet distribueret flere tv-kanaler i HD end i noget andet tv-format.

Med de nye HD-kanaler når YouSee op på, at 34 af de i alt 58 kanaler i selskabets største tv-pakke bliver sendt HD. De øvrige 24 sendes i det ældre digitale format kaldet SD, som har en noget ringere billedopløsning.

”De kommercielle tv-stationer har været hurtigst til at skifte til HD, mens de statsejede tv-stationer, specielt DR, har været mere tøvende med at udvikle HD-versioner af deres eksisterende kanaler. Det er ærgerligt, at public service kanalerne på det punkt risikerer at sakke agterud i forhold til det kommercielle marked, siger adm. direktør Niels Breining, YouSee.

High Definition TV, HDTV, blev introduceret herhjemme i forbindelse med VM i fodbold i Tyskland i juni 2006, da DR og TV 2 sendte udvalgte kampe i HD. Den første faste HD-kanal, C More HD, gik i luften ved samme lejlighed.

I næste uge begynder TV 3 at sende i HD, og i april og maj følger så sportskanalen CANAL8 HD og den nye TV 2 Fri HD.

”Fremtiden tilhører HD, og med den størrelse tv, som de fleste husstande i dag køber, må tv-stationerne indstille sig på at skulle sende i HD, hvis de på det tekniske område skal følge med konkurrenterne. Vores mål er, at samtlige kanaler i de tre tv-pakker vil være HD senest i 2015, siger Niels Breining.

YouSee markerer begivenheden ved at give de ca. 1,2 mio. kunder fri adgang til i alt 40 HD-kanaler, som selskabet distribuerer i tv-pakker og som Ekstrakanaler, hele marts.

Mere om HD

 

·  HD er defineret som tv, der sendes med en billedopløsning på 1080 eller 720 linjer. I modsætning hertil har analogt og det ældre digitale SD-format en billedopløsning på 576 linjer. Lyden i HDTV-kanaler sendes typisk som Dolby Digital, der giver mulighed for at sende 5.1 surround sound.

·  Fra lanceringen i juni 2006 og frem til efteråret 2009 skulle man købe særskilte HD-pakker for at få adgang til at se tv i HD. Den 1. september dette år lancerede DR en særlig HD-kanal, som alle med et HD Ready tv kunne se uden ekstrabetaling. I august 2010 besluttede YouSee, at fjerne kodningen på HD-udgaverne af de kanaler, der er en del af selskabets tre tv-pakker.

·  Indtil februar har YouSee dobbelt-distribueret alle HD-kanaler i både HD- og SD-format. Den 1. februar ophørte YouSee med at dobbeltdistribuere de kanaler, der kan tilkøbes som Ekstrakanaler. Den 9. april ophører dobbeltdistributionen af HD-kanalerne i de tre tv-pakker, Grund-, Mellem- og Fuldpakken, så de derefter kun sendes i HD.

·  Tv-industrien er på vej med et nyt billedformat kaldet Ultra HD, der har fire gange så høj billedopløsning som HD. En franskejet tv-satellit vil på forsøgsbasis begynde at sende Ultra HD i løbet af i år, og det forventes, at der ved VM i fodbold i Brasilien til næste år vil blive optaget og sendt udvalgte kampe i Ultra HD. YouSee har ikke fastsat en dato for, hvornår man evt. vil tilbyde Ultra HD.

·  I marts har alle YouSee-kunder fri adgang til HD-udgaverne af følgende kanaler: DR1, TV Guiden, TV2, Kanal 5, DR3, dk4, TV2 Regional (Lorry), Ekstrakanalen, YouBio Trailer, TV2 Naboregion, SVT1, SVT2, NRK1, ARD, ZDF, NDR, RTL, TV3+, 6’eren, CANAL9, TLC, Discovery, TNT, MTV, Disney, Nickelodeon, TV3 SPORT 1, Eurosport 1, Eurosport 2, Kanal Sport, Animal Planet, Viasat Golf, BBC HD, Discovery Showcase, MTV Live, Silver, History Channel, Nat Geo Wild, National Geographic Channel og ESPN America.

·  YouSee distribuerer i øvrigt stadig også 31 kanaler i selskabets største tv-pakke i det analoge PAL-format af hensyn til kunder, der fortsat har et billedsrørs-tv. 

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard