Singles Day er i gang – men verdens største handelsdag er ikke stor i Danmark
Udsalgssæsonen er skudt i gang, og det er ikke Black Friday som slår rekorder på verdensplan. Singles Day den 11/11 er verdens største udsalg, men i Danmark er fænomenet ikke slået igennem.
Den kinesiske forretningsmand Jack Ma fik en rigtig god idé i 2009. Hans online e-handelsbutik Alibaba skulle fejre kinesiske singler med en slags anti-valentines day. Den 11/11 slog Alibaba de virtuelle døre op til et gigantisk udsalg, og Singles Day er nu verdens største udsalg.
Også i Danmark er der ekstra aktivitet og gode tilbud at finde i mange butikker både fysiske og online. Til trods for, at Singles Day går lidt under radaren og ikke får samme opmærksomhed som Black Friday, så går handlen op, viser data fra PriceRunner. I 2020 steg den digitale trafik den 11/11 fra PriceRunner ud til butikkerne med 30 % sammenlignet med 2019.
Også i år vokser Singles Day, vurderer forbrugeranalytiker hos PriceRunner Katrine Barslev. Hun tror dog ikke på samme markante vækst som den kommende Black Friday i Danmark.
”Singles Day er en fin måde at fejre sig selv på, og dagen har en særstatus især i Kina. Derimod kender mange danskere stadig ikke til Singles Day, og vores undersøgelser viser, at besøgstallene ikke stiger nævneværdigt under dette udsalg. Singles Day ligger simpelthen for tæt på Black Friday med kun få uger imellem,” siger Katrine Barslev.
Danskerne var mest interesserede i legetøj, elektronik og ting til hjemmet, viser statistik over søgninger hos PriceRunner. Legetøj er en kategori, som flere år i træk har ligget helt i top over de mest populære produkter. Der skal handles til børn og børnebørn, og hvis man er smart, kan man sikre sig julegaverne til de små i familien allerede nu.
Hvis man vil handle under Singles Day, er det især under kategorierne ”selvforkælelse”, at man kan gøre sig et godt kup. I 2020 var der i gennemsnit 25% at spare på parfume – den produktkategori som gav de største rabatter.
Katrine Barslev tror ikke, at Singles Day for alvor bliver en dag at markere i kalenderen på samme måde som Black Friday, hvor mange shoppeglade danskere sørger for at købe det, de har brug for, til store rabatter.
”Black Friday er kæmpestort i Danmark, og derfor vil Singles Day fortsat være en mindre shoppedag. Heldigvis er det jo også muligt at fejre og forkæle sig selv på andre måder – singlelivet skal hyldes, men det behøver ikke være med shopping,” siger Katrine Barslev.
Fredag 26. november er årets Black Friday dato, men derfor kan du da godt kigge på gode tilbud også i dag.
Disse produkter har de bedste Singles Day tilbud
- Hudpleje -25%
- Parfume -24%
- Barbermaskiner & Trimmere -21%
- Wearables -19%
- Lamper -19%
- Printere -17%
- TV -17%
- Brugskunst -16%
- Høretelefoner -16%
- Legetøj -15%
Tallene er fra Singles Day 2020.