TV-Nyt

Den sidste omgang Arvingerne starter nytårsdag

Arvingerne ny sæson
Fotograf Per Arnesen

Danskerne har for alvor taget ‘Arvingerne’ til sig. Seriens anden sæson var således det mest sete TV-program i Danmark i 2015 med over 1,5 millioner seere.

Den 1. januar 2017 er ‘Arvingerne’ så tilbage i seriens tredje og sidste sæson, der også bliver afslutningen på den populære dramaserie om dilemmaet mellem individualisering og forpligtende familierelationer.

I sæson III har de fire arvinger sluttet fred med fortiden og med hinanden. Men en ny generation kommer på banen og tvinger dem til at tage stilling til en verden, der er langt større end dem selv.

Hver generation sin kamp – de fire arvingers forældre tog kampen op i de frigjorte og selvrealiserende 60’er og 70’er. Nu er de den ældste generation, men når de ser tilbage, hvad har de så kæmpet for? Og hvad giver de videre til deres børn?

Arvingerne’ i gang med deres nye liv

Emil er efter Thomas’ død trådt ind i forældrerollen og bor sammen med Melody på Grønnegaard. Han nyder hverdagen, som han deler med Frederik og Solveigs datter, Hannah, og hendes kunstnergruppe, der har fået lov til at bo og arbejde i kælderen på Grønnegaard.

Signes økologiske landbrug går forrygende, og hun er i fuld gang med at ekspandere og videreudvikle forretningsidéer sammen med den kantede, biodynamiske landmand Karin. Signe planlægger også at få et barn med kæresten Aksel.

Gro har skabt et udstillingsrum for ung, progressiv kunst i Kunsthallen. Hannah og hendes kunstgruppe skal indvie rummet med en aktivistisk udstilling. Gro ser et kæmpe potentiale i samarbejdet og glæder sig til at udfordre den etablerede kunstverden.

Frederik er flyttet til USA for at få lidt afstand og for at få styr på sit liv efter det dramatiske brud med Solveig. Han har startet en succesfuld advokatvirksomhed og har sol, elskerinder og overskud. Men han savner sin familie. Da han dukker uanmeldt op til Hannahs fernisering i Kunsthallen, er alle bekymrede over, hvilket drama det vil udløse. Men Frederik er fast besluttet på at vise, at han kommer med fred og er klar til en ny start.

‘Arvingerne III’ sendes den 1. januar 2017 klokken 20.00 på DR1 og de følgende otte søndage.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard