TV-Nyt

Se vinderne af TV-Prisen 2014

DR3Sidste år gjorde DR3 og DR Ultra deres entré på landets fjernbetjeninger for første gang. Det har seerne bemærket, og hele den samlede tv-branche fik det også at mærke, da TV-Prisen 2014 fredag aften blev uddelt i DR Koncerthuset som afslutningen på to dages Copenhagen TV Festival.

Oven på den ellers tørre sommer, kom DR – og specielt DRs nyeste tv-kanaler – ud i en regulær prisregn. DR kunne rejse hjem med tre fjerdedele af priserne – eller 21 ud af 28. Og med sammenlagt otte priser var DR3 den tv-kanal af alle, der fik allerflest skulderklap og statuetter med på vejen.

Priserne blev blandt andet givet til DR3-programmer og folkene bag med motiveringen om, at de er nyskabende, i øjenhøjde med målgruppen og har en personlig tilgang til tingene. ’Syg i hovedet’ på DR3, hvor psykisk syge unge havde filmet deres egen hverdag, fik for eksempel prisen for ’Bedste reportageserie’. DR3 modtog også prisen for ’Bedste sportsprogram’ for sin ’X Games’-dækning, ligesom ’Fuckr med dn hjerne’ hentede hele to priser – både ’Årets nyskabelse’ inden for underholdning og prisen for ’Bedste foto’.

Lagde ikke æg i én kurv
Esben Bjerre og Peter Falktoft har formentlig kæmpe vinger bagud, efter de blev ’Årets værtstalenter’ for deres indsats i ’Monte Carlo elsker USA’ på DR3, og de to herrer glæder sig grangiveligt også over, at ’P3 Guld’, som de ligeledes var værter for på DR3 og P3 i april, blev ’Bedste tv-event’.

DR3 og påskesatsningen ’Æg på DR3’ sikrede sig en statuette som ’Bedste tv på flere medier’, fordi man efter juryens mening ”ikke lagde alle sine æg i én kurv”, men var god til at inddrage de digitale og sociale medier på naturlig vis, og endelig fik klipperne bag programmet ’Kokainens Pris’ på DR3 også prisen for ’Bedste klip’.

Det var Camilla Ottesen fra TV3 og DRs Jacob Riising, der var værter for TV-Prisen 2014, som er tv-branchens eget prisshow, hvor årets bedste programmer og mest markante tv-personer bliver fejret og hædret. Det er Producentforeningen, der arrangerer både TV-Prisen og Copenhagen TV Festival.

Krasnik årets mandlige tv-vært
Flere af DRs nyhedsudsendelser og folkene bag kunne glæde sig over, at DR klarede sig godt på den front i år.

Martin Krasnik fra ’Deadline’ på DR2 blev årets mandlige tv-vært, mens ’Demokratiets Aften’ på DR1, som DR blandt andet har holdt i Koncerthuset forud for kommunalvalget og Europa-Parlamentsvalget, blev ’Bedste nyheds-event/livedækning’. DRs nyhedsudsendelser for børn ’Ultra Nyt’ på DR Ultra blev samtidig hædret som ’Årets nyskabelse’ på faktaområdet.

”I en verden, der ofte virker, som er den gået af lave, og hvor børn ikke kan beskyttes mod den konstante nyhedsstrøm, der omgiver os, kommunikerer årets nyskabelse sympatisk og i øjenhøjde, og tilbyder et rum, hvor børnene kan forstå og identificere sig,” hed det blandt andet i motiveringen for at give ’Ultra Nyt’ prisen.

’Arvingerne’ fik to priser
På forhånd var DR Ultra sikker på i hvert fald én pris, da alle de nominerede i kategorien ’Bedste børneprogram’ kom fra kanalen. Her blev det dramaserien ’Pendlerkids 2’, der løb med sejren, og i det hele taget klarede DRs fiktion sig også fint ved prisfesten.

Maya Ilsøes populære DR1-dramaserie ’Arvingerne’ fik både prisen som ’Bedste tv-drama’ og ’Seerprisen’, og DR Fiktion står også bag årets ’Bedste tv-satire/comedy’, som blev ’Rytteriet II’.

I januar modtog programserien ’I skattely’ journalisternes fornemmeste pris, Cavlingprisen, og de rosende ord fortsatte fredag aften, hvor DR Dokumentars serie blev kåret som ’Bedste faktaserie’.

Lidt overraskende for nogen var det måske, at det var DR K, der sikrede sig prisen for ’Bedste dokumentar’. Det gjorde kanalen for Joshua Oppenheimers dokumentar ’The Act of Killing’, der er fortællingen om en flok dødspatruljeledere i Indonesien, som i 1960’erne var med til at udrydde hen ved en million mennesker.
Dokumentaren har skabt stor debat internationalt og var tidligere i år nomineret til en Oscar.

En gammel DR1-kending – nemlig ’Kender du typen?’ blev ’Bedste livsstilsprogram’, mens ’DR2 Undersøger: En værdig død’ ’og Sort arbejde’ på DR2 sikrede sig henholdsvis priserne som ’Bedste aktualitetsprogram’ og ’Bedste karakterdrevne’-serie.

Samlet modtog DRs kanaler og værter 21 priser, mens TV 2’s kanaler fik fire, og TV3 hentede to. Derudover gik hædersprisen ’Årets Otto’ til Jarl Friis-Mikkelsen for hans årelange bidrag til dansk tv-underholdning – først på DR1 i mange år og de senere år på TV 2’s kanaler.

De fik årets tv-priser 2014

Bedste dokumentar: ’The Act of Killing’, Final Cut for Real for DR K
Bedste faktaserie: ’I skattely’, DR Dokumentar for DR1
Bedste reportageserie: ’Syg i hovedet’, United Production for DR3
Bedste nyhedshistorie: ’Børnene og lugten – Filippinerne’, TV 2 Nyhederne for TV 2
Bedste nyheds-event/live-dækning: ’Demokratiets aften’, DR Nyheder for DR1
Bedste aktualitetsprogram: ’DR2 undersøger: En værdig død?’, DR Danmark Natur & Samfund for DR2
Bedste sportsprogram: ’X Games’, DR Sporten for DR3
Bedste livsstilsprogram: ’Kender du typen?’, DR Danmark Natur & Samfund for DR1
Bedste børneprogram: ’Penderkids 2’, Grif Film for DR Ultra
Bedste konkurrencedrevne realityserie: ’Robinson Ekspeditionen’, Strix Television for TV3
Bedste karakterdrevne serie: ’Sort arbejde’, STV Productions for DR2
Bedste factual entertainment: ’Gal eller normal’, Koncern TV for DR1
Bedste tv-underholdning: ’Vild med dans’, Mastiff for TV 2
Bedste tv-satire/comedy: ’Rytteriet II’, DR Fiktion for DR2
Bedste tv-drama: ’Arvingerne’, DR Fiktion for DR1
Bedste tv-event: ’P3 Guld’, DR Event for DR3
Årets nyskabelse – Fakta: ’Ultra Nyt’, DR Danmark B&U for DR Ultra
Årets nyskabelse – Underholdning: ’Fuckr med dn hjrne’, Immergut for DR3
Bedste tv på flere medier: ’Æg på DR3’, DR Kultur for DR3
Bedste kvindelige tv-vært: Stéphanie Surrugue, TV 2 og TV 2 News
Bedste mandlige tv-vært: Martin Krasnik, DR2
Årets værtstalent: Esben Bjerre og Peter Falktoft (’Monte Carlo elsker USA’), DR Ung for DR3
Årets big character: Linse Kessler (’Familien fra Bryggen’), Metronome Productions for TV3
Bedste tv-trailer: ’Danish Dynamite 3 – Jeppe K.’, TV 2 Marketing for TV 2 Zulu
Bedste klip: Niels Jørgen Lyster og Steffen Sennenwaldt (A-Klip) og David Rue for ’Kokainens Pris’, Eyeworks for DR3
Bedste foto: Peter Ramsø og Nicklas Korgaard (’Fuckr med dn hjrne’), Immergut for DR3
Seerprisen: ’Arvingerne’, DR Fiktion for DR1
Årets Otto (tv-branchens hæderspris): Jarl Friis-Mikkelsen

Kilde: DR Presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard