Den Emmy-nominerede komedieserie Schitt’s Creek får eksklusiv dansk premiere med alle seks sæsoner på [CMore] den 1. september. Fortællingen om den stenrige familie, der går bankerot og skal starte helt forfra i flækken Schitt’s Creek – som familien i øvrigt købte for sjov – er blandt de mest nominerede serier til dette års prestigefyldte Emmy-statuetter.
Den canadiske komedieserie Schitt’s Creek har taget verden med storm, siden den så dagens lys i 2015. I alt er det blevet til 80 afsnit fordelt over seks sæsoner og en høj score på 8,4 hos IMDb og en score på 92% hos Rotten Tomatoes. Særlig sjette og sidste sæson skiller sig ekstra positivt ud med hele 15 Emmy-nomineringer, hvilket er rekord for antal nomineringer til sidste sæson af en komedieserie.
Schitt’s Creek er blandt andet nomineret i kategorien bedste komedieserie, og Catherine O’Hara, Annie Murphy, Daniel Levy og Eugene Levy, der spiller hovedrollerne som forældre og børn i Rose-familien, er også nomineret for deres roller.
Eugene Levy, der i virkelighedens verden også er far til Daniel Levy, har skrevet serien med sin søn, som fik ideen til Schitt’s Creek efter at have set en del reality-tv. Ville The Kardashians stadig være The Kardashians uden deres penge, spurgte han sig selv og udviklede derefter Schitt’s Creek med sin far, som fandt på navnet til serien.
Schitt’s Creek handler om Rose-familien, der kun kender til et liv i sus og dus. Alt ændrer sig dog på et splitsekund for Johnny Rose (Eugene Levy), Moira Rose (Catherine O’Hara) og deres voksne børn Alexis (Annie Murphy) og David (Daniel Levy).
Familien mister formuen, og ejer nu kun den lille by Schitt’s Creek, som Johnny engang købte for sjov til sin søn. Familien har intet andet valg end at flytte dertil og prøve at tilpasse sig et nyt liv uden penge.
På grund af coronapandemien uddeles årets Emmy-statuetter i forbindelse med en virtuel ceremoni den 20. september.
[CMore14dagegratis]
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag