TV-Nyt

Sådan er kærligheden – på DR1

Sådan er kærligheden DR1
Foto: Koncern Tv

Astrid Kragh, Ditte Hansen, Leonora Kristine Skov og Camilla Gohs Miehe-Renard er nogle af de kendte danskere, der sammen med deres partnere fortæller åbent og ærligt om kærlighed – i ’Sådan er kærligheden’ fra mandag 14. januar kl. 20.40 på DR1.

I ‘Sådan er kærligheden’ på DR1 fortæller en række kendte og elskelige danskere sammen med deres partnere om kærligheden i deres liv. Seerne møder blandt andre den folkekære musikproducer Cutfather og hans kone Lone, DAD-trommeslageren Laust Sonne og skuespilleren Maria Erwolter, den tidligere tv-vært Camilla Gohs Miehe-Renard og hendes mand Nicolai Gohs, skuespillerne Ditte Hansen og Benjamin Boe, sundhedsminster Astrid Krag og hendes rapper Andreas – samt mange flere.

Åbent og ærligt om op- og nedture
’Sådan er kærligheden’ giver et blik ind i hjemmet hos 18 forskellige danske par og undersøger, hvad kærligheden betyder for dem, og hvordan den har udviklet sig gennem årene. Serien består af 10 programmer, som hver især tager fat i et af kærlighedens aspekter bl.a. tiltrækningen, forelskelsen, det fælles hjem, børnene, de huslige pligter, de sammenbragte børn, arbejdet, stress, jalousi og utroskab.

Parrene fortæller oprigtigt og ærligt om deres kærligheds op- og nedture, deres kriser og konflikter. Der er humor og varme – men også alvor, smerte og eftertænksomhed. Hør for eksempel hvordan de lærer at leve med hinandens fejl og om deres kærlighed er stor nok til at klare sig igennem kriser, utroskab, skilsmisse og manglende sex.

Klogere på kærligheden

Deltagernes fortællinger krydser ind og ud af hinanden og bliver også til én stor fælles fortælling om kærlighed. Det er vedkommende, ærlige og autentiske historier om parforhold og kærlighed – også når den volder problemer. Programmerne viser, at kærligheden kan være et kompliceret puslespil, hvor der er meget, man kan blive uvenner over, og hvor man kan glemme at kysse på hinanden. Men også at kærlighed overvinder alt. Gennem fortællingerne kan vi alle spejle os i deltagernes erfaringer og blive en smule klogere på vores eget kærlighedsliv.

Sådan er kærligheden: Fra mandag 14. januar kl. 20.40 på DR1

I samme kategori

Back to top button