TV-Nyt

Sådan dækker DR når Andreas Mogensen bliver sendt ud i rummet

- Knap 24 timers dækning på DRTV

OPSENDELSEN ER UDSKUDT 1 DAG TIL LØRDAG

DR sender live fra opsendelsen af Danmarks eneste astronaut, Andreas Mogensen, når han som den første ikke-amerikanske pilot den 26. august sendes afsted til Den Internationale Rumstation, hvor han skal bo i et halvt år.

Gennem det seneste halve år har TV-vært Josefine Høgh fulgt Andreas Mogensens træning op til hans halvt års lange ophold i rummet. Det har danskerne kunnet følge i programmet ’Klar til Rummission’, hvor der ikke kun har været fokus på de tekniske, fysiske og videnskabelige forberedelser, men også de personlige og følelsesmæssige, som fylder meget, når man som Andreas Mogensen har en familie med børn, der bliver tilbage på jorden.

Dækningen af rummissionen starter klokken 6.00 og sendes på DR1 og DRTV. I studiet får vært Ulla Essendrop besøg af forskellige rumeksperter, og der stilles løbende om til Josefine Høgh, som rapporterer direkte fra Kennedy Space Center i USA, hvor rumfartøjet med Andreas Mogensen og resten af mandskabet sendes afsted. Selve opsendelsen sker klokken 9.49 dansk tid.

Efter opsendelsen kan seerne fortsætte på DRTV og følge Andreas Mogensens rejse – helt frem til dét øjeblik, hvor rumkapslen efter knap 24 timers rumrejse bliver koblet på Den Internationale Rumstation. Klar til at kommentere er blandt andre Frederik Lindved, Frederikke Muff, Emil Schønning, Martin Kampmann og Ulrik Rosenkvist Schultz.

– Med vores 24 timers dækning giver vi danskerne en mulighed for at følge med hele vejen. Sammen med eksperter holder vi øje med, hvor Andreas Mogensen er, og hvad der sker på rejsen i rummet. Sammen med de andre kommentatorer vil eksperter fortælle anekdoter, nørde viden om rummet, give tekniske forklaringer og svare på danskernes spørgsmål, forklarer eventchef i DR Nyheder Niels Jacob Schøtt. Han fortsætter:

– Vi vil gøre folk klogere på universet, fortælle om, hvad vi allerede ved, og om alt det, som Andreas Mogensen skal ud at samle flere informationer om. Det er fascinerende forskning til gavn for os alle, så vi kan blive lidt klogere.

Der tages forbehold for ændringer af datoen, da opsendelsen til Den Internationale Rumstation kan blive udskudt.

Danskerne kan stille spørgsmål til Andreas Mogensen i rummet
DR får som de første en direkte gennemstilling til Andreas Mogensen på Den Internationale Rumstation, og her har danskerne mulighed for at stille ham spørgsmål.

Det sker efter planen den 31. august fra klokken 18.00, hvor vært Josefine Høgh sidder klar på DR1 og DRTV til at interviewe Andreas Mogensen og stille om til danskere rundt omkring i landet.

– Jeg tror, at rigtig mange af os synes, rummet er utrolig interessant og den mest fascinerende indgang til at forstå, hvordan verden og universet hænger sammen. Andreas Mogensen er den første danske astronaut, og derfor er hans rumrejse også med til at skabe større interesse for naturvidenskab og teknologi – både for børn og voksne, siger ledende indholdschef i DR Nyheder, Kirsten Marie Svendsen, der fortsætter:

– Videnskabsformidling er en vigtig public service-ambition for os i DR, så selvfølgelig skal vi være med til at skubbe til den fascination og nysgerrighed.

• Spørgsmål til Andreas Mogensen kan stilles her.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard